Kan positive briller øge livsglæden?

 

Vi kan naturligvis ikke opfatte alt det der sker i vores tilværelse lige klart, og vi kan heller ikke tænke lige så grundigt over alle de begivenheder vi kommer ud for. Derfor kan man tale om, at vi hver især møder vores tilværelse med et sæt ganske bestemte ”briller”, der medfører, at vi særlig ”ser” nogen ting i tilværelsen frem for andre ting, og tænker mere over disse ting, end vi tænker over så meget andet.

 

En af de mange måder, hvorpå ”briller” kan være forskellige fra hinanden er m.h.t. at fokusere på henholdsvis positive og negative begivenheder i tilværelsen. Der er tilsyneladende mennesker, der kun eller i hvert fald overvejende "tæller de lyse timer" og der er andre der gør det stik modsatte,  for så vidt de mest husker og bider mærke i de negative og triste ting, der sker i deres tilværelse. Hvad det sidste angår har man bl.a. kunnet påvise, at depressive mennesker har en tendens til udpræget at bruge negative ”briller”; de husker langt mere de dårlige begivenheder de har været ude for, både helt tilbage fra barndommen og i nyere tid, sammenlignet –med almindelige mennesker , og også sammenlignet med den måde de husker og tænker på, når de ikke er deprimerede. Det har ført til en endnu uafsluttet diskussion om det er depressionen der medfører de negative ”briller”, det sorte livssyn, eller om det er de negative ”briller”, altså den tankevane særligt at hæfte sig ved modgang i tilværelsen, der medfører depression.

 

Medicinske forskere, der mener at depression er en ”sygdom” i hjernen, hælder mest til den første anskuelse, og henviser til at medicin i nogen grad kan kurere depression, og derved ændre de negative ”briller” så de bliver mindre negative. Psykologiske forskere indtager ofte det modsatte synspunkt og mener, at det kan være uheldige tankevaner, der måske er indlært helt tilbage i barndommen, der medfører udvikling af negative ”briller”, som derefter medfører tendensen til at blive langvarigt nedtrykt og deprimeret, når man kommer ud for skuffelser og nederlag i tilværelsen. De sidstnævnte forskere hæfter sig ved, at man kan kurere i hvert fald middelstærke depressioner ligeså godt med psykologiske metoder, hvor man netop søger at lære den deprimerende mindre negative måder at tænke (og handle) på!

 

Men hvis man kan svække en depression ved at svække negative ”briller” hos en deprimeret, kan man så også øge livsglæden ved at gøre ”brillerne” mere positive hos almindelige mennesker? Dette interessante spørgsmål har psykologen Robert Emmons fra universitetet i Californien for nyligt undersøgt sammen med en kollega, Michael McCullough fra universitetet i Miami. De to forskere satte først tre grupper af almindelige unge mennesker til at skrive en slags ugerapport fra deres almindelige hverdagsliv, således at denne gruppe ved hjælp af denne instruktion blev bedt om at tage positive ”briller” på ved skrivningen af hver uge rapport:

 

Der er meget i livet vi kan være taknemmelige for! Tænk tilbage på den forløbne uge og skriv mindst fem ting, der er sket i din tilværelse, og som du kan føle dig taknemmelig over.

 

Den anden gruppe blev tilsvarende bedt om at tage negative ”briller” på i deres ugerapporter, idet deres instruktion om hvad de skulle skrive lød således:

 

Vi kommer tit ud for ærgrelser og irritationsmomenter i mange områder i vores tilværelse, i vores parforhold, i vores studier eller arbejde, og i vores økonomi og helbred. Tænk tilbage på den forløbne uge og skriv mindst fem ting, der har ærgret eller irriteret dig i løbet af ugen.

 

Endelig fik den tredje gruppe hverken positive eller negative ”briller” på, idet de blot fik følgende instruktion:

 

Tænk tilbage på den forløbne uge og beskriv de fem ting, der gjorde mest indtryk på dig.

 

Ca. 2 1/2 måned senere, da alle tre grupper havde skrevet ti ugerapporter med henholdsvis positive, negative og neutrale ”briller” på, blev de bedt om at udfylde spørgeskemaer vedrørende deres tilfredshed med tilværelsen, deres forventninger til den følgende uge, deres fysiske helbred, samt deres aktuelle oplevelser af positive og negative følelser.

 

Det viste sig, at gruppen med positive ”briller” efter de ti uger var klart mere tilfredse med deres tilværelse som helhed, desuden havde de mere positive forventninger til den kommende uge, og færre helbredsmæssige klager. Det gjaldt både når man sammenlignede med gruppen med negative ”briller” og gruppen med neutrale ”briller”. De to sidstnævnte grupper adskilte sig næsten ikke fra hinanden, så der var altså ingen klar tendens til at gruppen med negative ”briller” fik forværret deres livsglæde, mens der var en klar tendens til at gruppen med positive ”briller” fik forbedret deres livsglæde og optimisme – samt deres oplevelser af eget helbred!

 

Kun på målet for aktuelle positive og negative følelser var der ingen forskel på de tre grupper. Det kunne ifølge de to forskere bero på, at der var for langt mellem ugerapporterne til at de positive og negative ”briller” kunne påvirke de relative kortvarige følelser, der opstod i dagliglivet. For at checke denne hypotese, udførte de en ny undersøgelse efter nøjagtig samme opskrift blot med den ene ændring, at de nye forsøgspersoner ikke skulle udfylde deres rapporter en gang om ugen, men derimod hver eneste aften i løbet at seksten dage.

 

I denne nye undersøgelse fandt man stort set det samme som i den første undersøgelse plus en ny og ganske stærk effekt på følelseslivet, således at  gruppen med de positive ”briller” havde flere positive følelser på dagen efter de seksten dage sammenlignet med den neutrale gruppe, mens gruppen med negative ”briller” havde færre positive følelser end den neutrale gruppe. Til gengæld var der ingen forskel på de tre grupper m.h.t. at opleve negative følelser.

 

Konklusionen på denne undersøgelse er altså, at positive ”briller” ikke alene kan øge tilfredsheden med tilværelsen, optimismen og oplevelsen af eget helbred, de kan også øge tilbøjeligheden til at opleve positive følelser i dagliglivet, i hvert fald, hvis de positive ”briller” bruges hver dag. De negative ”briller” kunne tilsyneladende mindske tilbøjeligheden til at opleve positive følelser, men hverken de positive eller negative ”briller” kunne ændre tilbøjeligheden til at opleve negative følelser. Det hænger måske sammen med, at tilbøjeligheden til at opleve negative følelser i dagliglivet ifølge andre undersøgelser ser ud til i næsten forbløffende grad at være medfødt.

2 Responses to Kan positive briller øge livsglæden?

  1. Heike says:

    HEJ BJARNETAK FOR DE FINE BESKEDER JEG HAR FÅET AF DIG. DET GIVER EN BEKRAFTELSE PÅ AT MINE TANKER OG MENINGER NÅR UD OG AT ANDRE KAN BRUGE DEM. JEG KAN OGSÅ SE AT DU ER EN FLITIG BESØGER AF MIT SPACE ELLER DER BLIVER LINKET MEGET FRA DIT SPACE.DET JEG SKRIVER ER DET DER RØR SIG IMIG LIGE NU LIVET ER SOM EN RUTCHEBANE DET KØRE OP OG NED HELE TIDEN NOGEN GANGE HAR MAN LYST TIL AT HOPPE AF MEN MAN HAR BARE ALT FOR TRAVLT, OG FØLGER BARE MED, OG GLEMMER AT STOPPE OP FOR AT SE HVOR DET HELE ENDER. JEG KUNNE GODT TÆNKE MIG AT VIDE HVAD DU LAVER, JEG KAN SE AT DU INTRESSERE DIG FOR NLP, DET ER RIGTIG SPÆNDENDE, DET KUNNE JEG GODT TÆNKE MIG AT LÆRE NÅR JEG ER KLAR TIL DET , NÅ MEN JEG SMUTTER IGEN DET ER RIGTIG HYGGELIGT AT BESØGE DIG, DU HAR OGSÅ EN MASSE SPÆNDENDE TING HERKNUS ANGEL

  2. Pingback: Tips til mere selvværd | Gør en stor positiv forskel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: