Det er, hvad det er

”Det er, hvad det er” – en praktisk guide
Af Lykke Rix, Mentorcoach Manning Inspire ApS

”Det er, hvad det er” handler om accept, om ikke at have modstand på den virkelighed, som vi befinder os i – også selv om vi misser bussen og dermed det vigtige møde, også selv om vi valgte den forkerte kø i supermarkedet, også selv om vi tabte den fine vase på stengulvet, ja, også selv om én i vores nærmeste familie bliver syg, vi mister vores opsparing i en fejlinvestering, vores kæreste går fra os – ja, også livets store udfordringer, som gør ondt. Før vi er i stand til at handle eller omfavne smerten og komme ud på den anden side, må vi acceptere, at det er her, vi er – lige nu.

Hvis du ønsker at leve et liv i nu’et med fred i sjælen, er ét af kodeordene helt sikkert accept. Et godt sted at starte i arbejdet med accept er netop med sætningen eller mantraet: ”Det er, hvad det er”. Det er en metode til at trække dramaet ud af en given situation og se på den med realistiske briller, hvilket kan gøre det nemmere at acceptere.

”Det er, hvad det er” er én af de såkaldte globale sandheder, som vi underviser i på coach-uddannelsen, og én af de sætninger som gør allerstørst forskel for kursisterne. Med indsigten i accept og den lille magiske sætning opdager vi pludselig, hvor meget modstand, man kan have på virkeligheden hver eneste dag, og vi opdager, hvor meget energi vi egentlig spilder på netop at modsætte os den virkelighed, som nu en gang er.

Hvis du vil arbejde med accept, kan du begynde lige nu, for hverdagen byder på masser af udfordringer og muligheder for indsigt hver eneste dag. Prøv blot at tænke over en enkelt eller to ting, du ville ønske var anderledes – lige nu.

Hverdagssituationerne er dem, som gør, at vores følelsesbarometer nogle dage kører vildt op og ned. Som gør, at den tilstand, vi vågner i om morgenen og falder i søvn i om aftenen, ikke er konstant i løbet af dagen. ”Det er, hvad det er” kan hjælpe til at afbalancere din hverdag følelsesmæssigt.

Nogle gange kan sætningen dog blive en sovepude, noget man siger uden virkelig at tro på det. Og ”det er hvad det er” er ikke det samme som at trække på skuldrene og være ligeglad. Måden du tester din egen reaktion på, om det er accept eller et skuldertræk, er ved at finde ud af, hvorvidt du er i stand til at handle efter at have sagt ordene. Er du handlingslammet, stadig i dine følelsers vold eller ikke i stand til at tage en beslutning, har du endnu ikke accepteret virkeligheden, som den ser ud lige nu. Hele fidusen ved at acceptere virkeligheden – præcis som den ser ud – er netop, at du derudfra kan handle eller vælge helt at lade være med at gøre noget, hvilket jo også er en handling.

Det kan være spild af følelser at ærgre sig over noget, som allerede er sket. Det betyder dog ikke, at du skal undertrykke dine følelser, hvis koppen, som du tabte, var et betydeligt arvestykke fra din afdøde bedstemor. Kig på følelserne og accepter dem på ærlig vis samtidig. Følelser, både de gode og de svære, er en meget stor del af vores virkelighed.

Når hverdagsaccepten begynder at falde dig naturlig, og du begynder at bruge din energi positivt ved eksempelvis at kunne se noget godt i alle situationer, kan du begynde at arbejde med tungere udfordringer, dem som ikke gør os irriterede eller stressede, men derimod vrede eller kede af det.

Når virkeligheden – eller livet om man vil – udfordrer dig, kan du spørge dig selv: ”Hvad kan jeg lære af det, hvad ønsker jeg at få ud af en situation, som jeg på ingen måde finder gunstig, men som nu en gang er den virkelighed, jeg befinder mig i?”

Det betyder for det første, at du ændrer fokus – og når du skal tage stilling til, hvad du gerne vil lære af den situation, som du står i, accepterer du samtidig, at det er sådan virkeligheden ser ud. Smerten kan sagtens være en del af din virkelighed, men så kunne det være, at det, du gerne ville lære i situationen, var at omfavne din smerte, tillade dig selv at være ked af det, være din egen bedste ven i stedet for at slå dig selv i hovedet eller måske øve dig i at dele smerten med andre. Kun du ved, hvad den største udfordring kunne være for dig. Kun du ved, hvor du har mest at lære. Så god fornøjelse derude i den til tider udfordrende virkelighed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: