Hvilken sommerferietype er du?

 

 

Sommerferien fortæller en masse om, hvordan vi opfatter os selv. Men i år er feriebegejstringen mere afdæmpet – nu er det vigtigt at vise, at man ikke bruger særlig mange penge.

Hvor skal du hen i din ferie?

Det spørgsmål vil mange af os blive stillet i de kommende uger. Ofte bliver spørgsmålet stillet af ren høflighed, og fordi man egentlig ønsker selv at blive spurgt om det samme, fortæller fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.

»Vi vil gerne fortælle om vores ferie, fordi den siger en masse om, hvordan vi opfatter os selv. Ferien fortæller om vores værdier og idealer, og vi holder meget af at promovere os selv på den måde.«

Bolig og job

Jesper Bo Jensen sidestiller ferieformen med vores bolig og arbejde på den måde, at de alle er en del af vores selviscenesættelse.

Som noget nyt er ferien imidlertid blevet et udstillingsvindue, der skal afpasses den finansielle krise. Storladne luksuscruises og strandferier på første klasse viger pladsen for sommerhusferier.

»Her i finanskrisen er feriebegejstringen skaleret ned. Nu er det vigtigt at vise, at man ikke bruger særlig mange penge. Alternativt må man lade som om. Tidsånden er imod pengeforbrug. Skejer man ud, lugter det af Stein Bagger – og af at man er blevet hængende i en tid, der er forsvundet.«

Lugter af ledighed

Men det betyder ikke, at de inaktive daseferier vinder indpas. Når ledigheden stiger, fortæller Jesper Bo Jensen, bliver aktivitet nemlig en vigtig værdi.

»I krisetider er det ikke smart at lave »ingenting« i sin ferie. Det lugter af ledighed, som i disse tider er ren tabu.

Derimod er det smart at opleve noget uden at bruge penge. Det vil for eksempel være mennesker, der bruger ferien på Langeland, og som kommer hjem og siger: »Er I klar over, hvor meget der egentlig sker på Langeland?««

Ferien står for døren og det samme gør udsigten til flere uger med familien, kæresten eller dig selv. Men hvad skal ferien gå med? Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen udstikker her 8 feriekategorier. Tjek din type ud

1. Sommerhustypen

Denne gruppe mennesker har typisk deres eget sommerhus, som de betegner som deres ”andet hjem”. De sommerhusglade mennesker er ofte familier med børn eller midaldrende par.

Den første gruppe værdsætter sommerhusferien, fordi de på den måde slipper for at transportere skrigende børn rundt i en overophedet bil, mens de midaldrende par nyder livet i sommerhuset, fordi det er indbegrebet af afslapning med et meget sparsomt program.

Sommerhustypen spiser alt fra gourmet til grillpølser, hvilket skyldes, at typen både inkluderer den højtlønnede direktør med et arkitekttegnet drømmehus i Nordsjælland samt middelklassens travle børnefamilie, der lejer sig ind i et mere beskedent hus på Samsø.

2. Camping-typen

Campisterne kan overordnet inddeles i to kategorier: Fastliggerne og Nomaderne.

For fastliggerne begynder sæsonen den første weekend efter påske, da det er her, campingpladserne åbner. Fastliggerne har en campingvogn med fortelt, parabol, Ceres Royal hentet i Tyskland, termokandekaffe, kuglegrill og storfarvede klapstole. De går gerne i joggingtøj, og ferieformen handler primært om at slappe af i trygge omgivelser, da de på den måde kan koble af fra deres ofte hårde arbejde.

Den anden camping-type, Nomaderne, er ofte yngre folk med smarte designercampingvogne. For denne gruppe er campinglivet en flugtmulighed fra det selviscenesættende caféliv i byerne og en ferieform, der ikke behøver at ruinere dem. De narcissistiske storbytræk afspejles dog i campingvognen og grilludstyret, der partout skal være de helt rigtige.

3. Antiferie-typen

Denne ferietype kan næsten ikke karakteriseres som en ferietype, da deres største problem er at koble af. Personen er ofte gift med én, der gerne vil på ferie, hvorved konflikter kan opstå.

Antiferie-typen skal slæbes med på ferie, og når det endelig sker, går turen som regel til en hvid sandstrand i et land langt borte.

Efter tre dage på stranden bliver personen rastløs og finder sin medbragte Iphone eller bærbare computer frem på hotelværelset. Resten af ferien bruges på at arbejde fra hotellobbyen, mens resten af familien slapper af på stranden.

Hvis det skal lykkes for vedkommende helt at give slip på arbejdsnarkomanien, er det nødvendigt, at personen bliver opslugt af et andet projekt såsom dykning eller sejlads.

4. Middelhavstypen

Har du en svaghed for toskansk mad, franske vine og spanske specialiteter, er du højest sandsynligt Middelhavstypen.

Denne type holder meget af varme og drømmer om egen lejlighed i Barcelona eller Provence, eller et lille hus i Toscana. Da personen elsker oliven og gerne betegner sig selv som lidt af en vinkender, kan vedkommende nærmest ikke forstå, at han/hun er født i et koldt, nordisk land.

Gruppen indeholder mange selvstændige og højtuddannede mennesker i alderen 25 og opefter, og forkærligheden for middelhavskøkkenet er både en udtryk for en æstetisk livsstil og en bevidst selviscenesættelse

5. Adventure-typen

Hvis sport, friluftsliv og adrenalinpumpende aktiviteter står øverst på din ferieønskeliste, tilhører du muligvis adventure-typen.

Står det til adventuretypen, indtager han/hun gerne Indlandsisen eller Andesbjergene i sin ferie, for vedkommende elsker at bruge sig selv og sin krop. Yndlingsaktiviteterne består af paragliding, skisport, snowboarding, rapelling, klatring, dykning og wild water rafting.

Adventuretypen er 18 år og opefter, og er man i denne kategori er det svært senere at omlægge sine ferievaner, da mange nærmest bliver afhængige af de adrenalinmæssige kick.

6. Økotypen

Som noget relativt nyt indefor ferie-genren har den miljørigtige ferietype set dagens lys. Gruppen består stadig af et beskedent antal mennesker, men det er en ferietype i vækst.

Økotypen er ofte en veluddannet person, der gerne vil vise omverdenen, at man sagtens kan holde ferie uden at øve vold på ozonlaget.

Økotypen tager derfor ud i naturen i et forsøg på at markere, at ferien ikke behøver være en hæmningsløs forbrugsfest, men at den derimod er en mulighed for at være fælles om noget.

De fællesskabsorienterede aktiviteter vil typisk være kanoture til Sverige eller vandreture ad Hærvejen. Når økotypen skal skeje ud, rejser vedkommende til Afrika for at bestige Kilimanjaro. I den forbindelse køber vedkommende sig til en mængde CO2-aflad ved frivilligt at betale ekstra miljøafgifter.

7. ”Ikke-turisten”

Med en ide om ikke at være en fedladen mavebælteturist betegner ”ikke-turisten” sig selv som en ”rejsende”. Vedkommende er 18 år og opefter og sigter målrettet efter de spektakulære oplevelser.

Utrendy steder har en magnetisk tiltrækningskraft på ”ikke-turisten”, der føler sig klemt på en banegård eller en strand med andre danskere.

Rejsemålet vil typisk gå til det halvmystiske Østeuropa, til Kina med Den Transsibiriske Jernbane eller som rygsækrejsende.

Sidstnævnte gælder dog kun de rygsækrejsende, der ikke følger den klassiske rute langs Australiens Kyst eller op igennem Thailand.

”Ikke-turisten” rejser helst off road, og personen har en idé om, at de ydre oplevelser giver personen noget på kontoen for personlig udvikling.

8. ”Gang-i-den-typen”

Er du ung, smuk og single, er der stor sandsynlighed for, at du befinder dig i denne kategori.

Med sol og sprut som hovedmål for ferien rejser ”gang-i-den-typen” gerne til Løkken eller Sunny Beach for med hovedet under armen og alkohol i blodet at feste igennem.

En del festivalglade unge mennesker tilhører også denne kategori, da de ligeledes fester hårdt – og igennem.

”Gang-i-den-typen” er typisk 15-30 år, og mennesker i denne kategori finder sig senere til rette i en af de roligere ferieformer. Det skyldes, at ferieformen er ligeså opslidende som den er sjov; der festes til der ikke kan festes mere.

Med årene bliver selv de mest hærdede festtyper dog trætte af at ligge så hårdt i sprit og melder sig ind i klubben af sommerhus-, camping- eller Middelhavstyper

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: