Hvorfor er mål meget bedre end nytårsforsætter.

 
Hvordan får du det ud af det nye år som du gerne vil?
 
Hvert år laver rigtig mange mennesker en masse nytårsforsætter. Ofte så handler disse om vaner vi gerne vil af med, eller vægt vi gerne vil af med.
 
Desværre så er disse forsætter glemt meget hurtigt, og meget få af dem overlever til efter marts.
En af de væsentligste grunde til dette er at det er hulens svært at komme af med dybt indgroede vaner. Det med en "kold tyrker" lige efter en dejlig jul, er ikke noget vi er så tossede med.

Set fra den positive side, så er der jo smukt at stå nytårsaften og se ind i det nye år med alle disse positive intentioner om at gøre det nye år endnu bedre, end det gamle.

Derfor så er det meget bedre at gøre disse forsætter til noget mere håndgribeligt som mål. "Ja tak" siger du så nok. Det siger alle lige nu, men læs nu videre, for det kunne være der var nye vinkler på det her.

Jeg mener at mål er bedre end nytårsforsætter fordi:
 


Nytårsforsætter er faste, mens Mål giver plads til en udvikling
Nytårsforsætter er ofte faste: "Jeg vil blive bedre til at komme op om morgenen" "Jeg vil holde op med at spise Junk food", og  "Jeg vil træne 4 gange om ugen".

Dette er ret store ændringer, og det kan være svært at gøre uden en tid til at bygge dem op. Det svarer lidt til at springe op fra sofaen og ville løbe en maraton. Det er på forhånd dømt til at mislykkes.
 
Mål – derimod – kan bygges gradvist op. Begyndende med små babyskridt, og så gradvist bygges op i hyppighed, længde, sværhed og så videre. Det giver en meget større chance for succes.


Mål giver en følelse af succes – I modsætning til fiasko
Mål giver dig en retning at gå efter, og med de små skridt du kan tage imod dit mål, så kan du føle allerede fra dag ét, at du er på rette spor. Og du kan hele tiden have noget at glæde dig over. Det giver dig energien til at fortsætte og nå endnu et skridt, og så et skridt mere….. 

Når du har brudt et nytårsforsæt, så er det meget lettere at føle det som endnu en fiasko. "Sådan går det jo hvert år" tænker du.


Omfanget af ændringerne
Nytårsforsætter kan ofte svære at leve op til, og derfor bliver de hurtigt droppet og glemt.

Med mål er det lidt anderledes. Hvis det du har planlagt viser sig at være svært at udføre, så kan du droppe den plan og ændre strategi – men uden at slippe selve endemålet. Du vælger bare en anden vej derhen. 

For eksempel så forestil dig du gerne vil have en vane med at træne, så du kan komme i bedre form. Det kan være du har lavet et nytårsforsæt med at gå i fitnesscenter fem gange om ugen for "nu skal der ske noget".
 
Men hvad nu hvis du finder ud af at du hader at gå i fitness center? Så vil du sandsynligvis ikke holde fast i dit nytårsforsæt.

Hvis du i stedet sætter et mål om at tabe dig x antal kilo og komme i en bedre form, så kan du jo godt droppe fitness centret, og træne på andre måder. Du kan så i stedet vælge at løbe, cykle, eller gå lange ture. Derved kan du alligevel nå det mål du satte dig – og ikke få et nederlag.

Så derfor mener jeg at mål er meget bedre end nytårsforsætter, når du vil lave ændringer.
 
Her får du lige tre små tips til at gøre dine mål endnu bedre:
 

Tænk på fremtiden
Tænk over hvordan dit ideelle liv ser ud og hvor du gerne vil være om to, fem, eller måske endda ti år. Se på om dine mål bringer dig hen imod denne vision eller væk fra den. Hvis du har denne større vision om hvor dine mål på et tidspunkt bringer dig hen, foran dig hele tiden, så vil du være meget mere motiveret til at overholde dine planer.
 
Tænk bredere mål – hellere end specifik adfærd
For eksempel så giver et mål om "at få et mere stressfrit liv" mere plads til vækst end "dyrke yoga hver morgen".
Selvfølgelig skal målet om at skabe en mere stressfri tilværelse brydes ned til mere specifikke mål. Men det giver alligevel mere plads til at eksperimentere, og det tillader dig at ændre kurs, hvis du på et tidspunkt finder ud af at du ikke bryder dig om at dyrke yoga.

Tænk over hvad du gerne vil TILFØJE dit liv – frem for at tænke på hvad du gerne vil

For eksempel, i stedet for at sætte et mål med at "Spise mindre usundt mad", så beslut dig i stedet for at "Spise mere sund mad". 
 
Det er de færreste af os, der kan lide at der bliver taget noget fra os.
 
Du kan ubevidst godt komme til at føle mangel, hvis der bliver taget noget fra dig (mindre usund mad).
 
 
Derfor er det bedre at tilføje noget godt (Mere sund mad). Målet er jo egentlig det samme, men det føles bare meget mere positivt.

Du ved jo også, at det du fokuserer på vokser, så derfor er det bedre at fokusere på den sunde mad. Hvis du fokuserer på den usunde mad, så kommer der jo bare mere af den. Også selv om du siger "mindre usund". Det din underbevidsthed opfanger er "usund mad".

Det er også altid lettere at få en ny vane (Sund mad) end at stoppe en vane.

Så snart du har sat dine mål, så sørg for at holde dem helt fremme i din bevidsthed. Få dem ind i din kalender, på din computer, eller andre steder hvor du bliver mindet på dem.

Beløn dig selv med et eller andet småt fordi du holder dig til planen. Gør dette indtil du begynder at se resultater og at disse fremskridt bliver en belønning i sig selv.
 
Og husk på, at ændringerne ikke kommer i løbet af et par dage, men i takt med at du arbejder mod det mål du har valgt. Sådan nogen ændringer er også meget mere holdbare end hvis de kom med et snuptag.
 

Husk også at nyde processen.

 
Kilde : Jeppe Dam – Coach Academy

Se tilbage – Se fremad – Vær i nuet

 

 

Så er vi i gang med det nye år. Ofte har vi en masse forventninger til det nye år, og en masse tanker om det gamle år vi siger farvel til. I denne artikel vil jeg give dig en enkel og meget effektiv NLP proces, som jeg bruger på sådanne tidspunkter. Den tager ikke ret lang tid, og de fleste der prøver den får en masse ud af det.

Hvert nytår ser vi ofte tilbage på året der gik. Akkurat som dronningen og Statsministeren gør i deres nytårstaler. Vi ser også frem og tænker måske over hvad vi gerne vil opnå. Men det er som regel bare løse tanker. Hvis du gør det på en mere systematisk måde, så kan du virkelig få et stort udbytte. Og bare rolig – det tager kun ganske kort tid.

 


1) Lav en liste over alle de ting du har opnået i år – de dejlige oplevelser du har haft, og alle de ting du er taknemmelig for. Invester nogle minutter i at lave en opgørelse over alle de ting du har opnået det seneste år. Skriv det ned – enten i hånden eller på din PC. Dette er meget mere effektivt, end hvis du ”bare” tænker over det. Og du skal også bruge disse lister lidt senere i processen.
Det kan være du bliver overrasket over, hvor meget du rent faktisk har opnået, og hvor meget du har at være glad og taknemmelig over. Hvis du siger at du ikke har opnået noget, så vil jeg gerne opfordre dig til at tænke det godt igennem.
For det første så har du da i alle tilfælde overlevet året – det er da en ting. Der er nok også en masse ting du har lært af. Problemer er jo på en måde vores læremestre. Og når du tænker rigtig godt efter, så vil jeg næsten garantere, at du kan finde en hel masse at være taknemmelig for.

 

2) Derefter så brainstorm over de ting du IKKE længere ønsker at have i dit liv. Lav en liste over de ting du vil give slip på i det nye år. Det plejer at gå rigtig godt med at finde disse ting frem.  
Vi har alle sammen ting i vores liv som er lidt ”over sidste salgsdato”. Det kan være ting, dårlige vaner, begrænsende overbevisninger, tankemønstre, og mennesker vi ikke længere ønsker at bruge tid på.

3) Tænk over dine drømme for fremtiden. Hvad vil du gerne have meget mere af i dit liv? Hvilke oplevelser vil du gerne have? Hvilke nye færdigheder vil du gerne lære? Lav notater, lav et vision board, eller indtal det på en diktafon. Gør det der lige netop hjælper dig, til at huske på dine drømme og ambitioner.
Brug så lang tid som du behøver for at drømme om din fremtid. Hvis du ikke rigtig ved hvad du gerne vil med dit liv, så stil dig selv det magiske spørgsmål ”Hvis der skete en mirakel i nat – og når jeg vågnede op i morgen, så var alt lige netop som jeg ønsker det. Hvordan ville det hele så se ud?”
Hvis du gerne vil lære flere af den slags spørgsmål – så kig på minikurset – Coachens hemmelige våben.

4) Brainstorm over de ting du gerne vil have ind i dit liv. Hvilke ting, oplevelser, kvaliteter, og måder at være på, vil du gerne have meget mere af i fremtiden? Lav en liste.
Det kan være ret generelle ting: Mere tid til familien, et nyt job, at blive bedre til at være i nuet, og så videre. Lav en liste over de ting du gerne vil tiltrække ind i dit liv.

5) Lav en liste over dine mål for det kommende år. Hvad vil du gerne opnå? Hvad vil du gerne lære? Hvem vil du gerne møde?
Du har nok hørt tonsvis af ting om målsætning, så der vil jeg spare dig for en lang afhandling. I stedet vil jeg skrive det åbenbare – nemlig at det er meget nemmere at ramme rigtigt, når du ved hvad du vil ramme. Et andet faktum er, at den menneskelige neurologi er målsøgende – så sørg for at have din underbevidsthed på din side – og lav en liste over hvad du vil opnå i 2010.

6)  Herefter gennemgå så denne NLP proces:

1.    Gennemlæs din liste over de ting du HAR opnået  – og lykønsk dig selv.  Læg denne liste (punkt 1) til venstre for dig.
2.    Gennemlæs din liste over ting du vil give slip på (punkt 2) – tilgiv dig selv for de fejl du føler du har begået.  Læg også denne liste til venstre for dig.
3.    Tag din liste over dine drømme (punkt 3) og læg den foran dig.
4.    Tag listen over ting du gerne vil have mere af i dit liv (punkt 4) og læg den til højre for dig.
5.    Gennemlæs listen med dine mål for det næste år (punkt 5), og læg så også denne liste til højre for dig.
6.    Husk hvis du er venstrehåndet så skal det være lige omvendt. Så skal du ligge liste 1 og 2 til højre, og liste 4 og 5 til venstre. Liste 3 skal være foran dig.

7) Sid derefter stille nogle minutter. Forestil dig alle de gode følelser , tanker og energier der kommer fra det det du har opnået, strømme ind i din krop (du kan visualisere det som en strøm af lys, glimtende støv, eller hvad som helst du foretrækker).

Bliv derefter helt opmærksom på de ting du vil give slip på i dit liv. Sig farvel til det, eller dem, og lad dem forsvinde. Det kan være du vælger at forestille dig at du sætter dem i en båd, og lader dem sejle ud i tågen og forsvinde for altid. Eller du kan kaste dem ud over en klippekant. Brug det billede du bedst kan li. Og mærk hvordan den energi der har været bundet i disse ting eller personer, nu vender tilbage til dig. Mærk hvordan du føler dig i endnu mere kontrol.

Se på dine drømme og dine mål – og hvilken energi der er forbundet med dem. Mærk hvordan du har det når disse ting ER opnået. Tænk over disse ting mens du er i nuet – altså som om du har dem.
Rigtig mange menneskers opmærksomhed er enten ude i fremtiden – som ønsker eller også så er de i fortiden som minder. Det er godt at have minder, og se fremad, men det er endnu bedre at have energien i dette øjeblik – og vigtigst af alt AT HANDLE.

 

8) Giv dig selv lov til at være endnu mere i nuet. Alt det du har opnået det sidste år er alt sammen foregået i et tidligere nu. Tænk over det. Nuet er jo det eneste tidspunkt du kan handle.

Tænk over at alt du fremover vil gøre og opnå også kun kan ske I et fremtidigt nu. Derfor er det vigtigt at blive endnu bedre til at være i nuet.

 

Målsætningsguide :  downloade den gratis her.

 
 

Kilde : Jeppe Dam – Coach Academy