Forskere blåstempler skønhedssøvn

 

Vejen til større tiltrækningskraft: søvn i rigelige mængder.

Hvis du gerne vil se tiltrækkende og sund ud, er det bedste, du kan gøre, at værne om din nattesøvn, mener svenske forskere.

Når du ser dig selv i spejlet om morgenen, vil billedet se smukkere ud, hvis du har fået otte timers søvn frem for fem, ligesom du efter en hektisk uge, hvor nattesøvnen næsten er blevet sparet væk, vil kunne se en helt tydelig forskel på dit spejlbillede.

Det er ikke så mærkeligt. Det sætter sine spor, når du ikke får din skønhedssøvn, og det er ikke bare indbildning. Forskere ved Karolinska Institutet i Sverige bekræfter nu for første gang, at der er videnskabeligt belæg for begrebet skønhedssøvn. Det fremgår af en artikel, som netop er blevet publiceret i British Medical Journal.

I studiet, som blev ledet af professor John Axelsson fra Karolinska Institutets Afdeling for Klinisk Neurovidenskab, undersøgte man forholdet mellem søvn og opfattelsen af skønheds- og sundhedsmæssig tiltrækningskraft.

23 deltagere på mellem 18 og 31 år medvirkede i forsøget. De blev alle sammen fotograferet mellem klokken 14 og 15 ved to lejligheder – en gang efter en normal nats søvn og en gang efter en nat, hvor de ikke havde fået deres søvn. Der var ingen rygere i forsøget, ligesom alkohol var forbudt i to dage inden forsøget.

Billederne blevet taget i et velbelyst rum, og afstanden hen til kameraet var den samme for alle. Ved begge fotoskydninger bar deltagerne ingen makeup, de havde deres hår løst (eller trukket tilbage i hestehale, hvis de havde langt hår) og gennemgik identiske bade- og barberformer forud for fotoskydningen. Derudover blev de bedt om at have et afslappet, neutralt ansigtsudtryk på begge billeder.

65 observatører, som ikke kendte til søvnstatussen hos de 23 deltagere, rangordnede herefter billederne efter tiltrækningskraft og efter, om deltagerne så sunde/usunde samt trætte/ikke trætte ud.

Den manglende nattesøvn viste sig at have afgørende betydning for bedømmelsen, idet de 65 observatører stemplede de søvnberøvede udgaver af de 23 deltagere som ”mindre attraktive”, ”mindre sunde” og ”mere trætte”.

Herfra er blot tilbage at sige: Godnat – og sov rigtig godt!  

Skriv en kommentar