Positive forstærkninger

”Du ser aldrig en rosenbusk sende sine grene ind i skyggen”

 positive forstærkninger

af Torbjørn Jørgensen

Vi mennesker kan præge os selv og andre på mange måder. Være gode forbilleder. Rette hinanden eller hjælpe hinanden.

To yderpunkter handler om forstærkninger. Positive eller negative forstærkninger. Når vi gør noget på en god måde og får tilbagemeldinger fra andre om, at det vi gør er noget vi virkelig er gode til – har talent for – kalder vi det ”positive forstærkninger”. Værdsættende feed back.

Vi får lyst til at gøre endnu mere af det vi gør godt. Idrætsfolk, skuespillere, sangere, malere oplever denne form for ”beruselse” igen og igen. Som en kendt sanger en gang sagde: ”Når jeg mærker tilhørernes velvilje, så giver jeg endnu mere af mig selv”. At komme ind i denne positive spiral er også noget sælgere kender. At blive endnu bedre.

Den negative forstærkning opstår, når vi mødes af negativ kritik. Når vi igen og igen får at vide, at det vi gør ikke er godt nok. At vi ikke duer til noget. Da forsvinder vores selvværd og vi bekræfter os selv i, at vi nok ikke kan så meget.

Denne negative spiral skaber også forstærkninger, idet vi overbeviser os selv og andre om, at vi slet ikke kan noget.

”Grib hinanden i, at gøre noget godt”

 

 


Det hele hænger sammen og det starter hos os selv.

 

Dette materiale er bundet sammen i følgende afsnit og overskrifter:

  • ”Kort over verden” – Hvad er virkeligheden egentlig? Hvem har ret?
  • Heliotropi – som handler om at søge lyset og varmen
  • Brændt barn skyr ild – som handler om hvad vi søger hos hinanden
  • Fra fejlfinder til ressourcespejder – der handler om at søge det bedste hos hinanden.
  • Hvad betyder god coaching – der handler om, hvordan du finder det bedste
  • * Ved forstærkninger opstår selvopfyldende profetier – der handler om, at vore tanker bliver   vor skæbne.
  • Problemløsning kvæler kreativiteten hos medarbejderne – der handler om at frigøre de kreative energier vi alle har.
  • Det handler om energi – og om at søge den ubegrænsede energi der findes hos os og hos vore medarbejdere
  • Det handler om fokus – der får den positive energi forstørret og forstærket
  • Det handler om tænkeren og beviseren – der fortæller, at det vi tænker sørger vi også for at få.
  • Din omverden bliver som du selv.
  • Kan vi bevise det? Vi kan føre megen dokumentation for de resultater vi og virksomhederne kan opnå ved at se på muligheder frem for at se på begrænsninger.


”Kort over verden” – Hvad er virkelighed? Hvem har ret?

For en del år siden udgav forfatteren til denne artikel en ny CD med direktør Harry Motor (Ford Motor Kompagni – Volvo Danmark – Volvo Australien), som i årtier har været én af Danmarks førende sælgere. Forfatter til mange bøger og artikler.

En formiddag ringede telefonen og en stemme sagde: ”Det er dog en forfærdelig Cd du har udgivet, der er intet nyt under solen, og ham Harry siger jo blot det vi alle ved. Den CD kan jeg ikke bruge til noget som helst” (Samt en masse andet han havde behov for at sige af negative udgydelser). Jeg kunne ikke sige andet, end at det var jo hans mening. Hans billede af verden. Og at det jo stod ham frit for, at bedømme CD’en på den måde.

Et par timer senere ringede en anden herre og sagde følgende: ”Hej, jeg har hørt du har udgivet en CD med Harry Motor. Må jeg komme forbi og købe en?”

Da han kom, inviterede jeg ham ind på en kop kaffe. Jeg var lidt nysgerrig og inviterede ham derfor på en kop kaffe. Mens vi drak kaffen spurgte jeg ham om, hvorfor han var så glad for Harry Motor. Han svarede: ”Ved du hvad? Jeg startede som ung sælger for 30 år siden. Jeg købte og læste alt hvad Harry Motor har udgivet og ved at anvende hans metoder og budskaber er det lykkedes mig at blive rigtig god. Så god, at jeg i dag er direktør for et af landets største kreditforeningsselskaber. Jeg skylder Harry Motor alt. Han har betydet SÅ meget for mig”.

For fuldstændighedens skyld skal jeg nævne, at netop denne virksomhed senere har købt mere end 100 CD’er til alle deres sælgere.

Men det store spørgsmål er nu: Hvem af de to personer, der ringede til mig, har ret?

Det har de begge.

Den første har behov for at fastholde sit eget kort over verden. Hans billede, hans overbevisning er sikkert: ”Der er ingen der kan lære mig noget”.

Den anden har et andet kort over verden, som siger: ”Jeg kan stadig blive bedre og bedre. Jeg kan hele tiden lære. Og hvis jeg ikke skulle kunne lære af en mand, som i mere end 60 år har arbejdet med salg og service. Hvem skulle jeg så kunne lære af?”

Det sørgelige for den første der ringede er, at hans negative kritik kan jeg (ham selv og andre) ikke bruge til noget som helst. Han har valgt, som overbevisning, at han ikke ønsker at modtage inspiration. Han har valgt et liv med status quo. Et liv, hvor intet skal forandres.

Den anden har valgt et andet liv. Et liv med nysgerrighed. Et liv, hvor han konstant søger nye udfordringer, oplevelser. Et liv, hvor han erkender, at status quo er lig tilbagegang.

Hvilket kort over verden har DU valgt?

Har du valgt at sige: ”Jeg afviser alt”. ”Ingen kan lære mig noget”

Eller har du valgt at sige: ”Jeg afviser intet”. ”Kan jeg blot finde 1% jeg kan bruge i de bøger jeg læser, da vil jeg udvikle mig hele livet”.

Heliotropi

 

Helios var grækernes solgud, og Heliotropi er en metafor for, at mennesker tiltrækkes af lys og varme.

Vi ser det dagligt omkring os. Mennesker investerer mange penge på rejser til sydens sol og varme. Vi solbader. Vi investerer i vinterhaver, hvor vi kan forlænge den nordiske sommer. Flere læger har investeret i lysterapi, idet mange mennesker bliver deprimerede i den mørke tid. Vi bruger udtryk som: ”Lyse og venlige lokaler”.

Omvendt ved vi også, at vi søger væk fra mennesker der kan betegnes som ”mørkemennesker”, ligesom ”mørkets magter” er et udtryk for uhygge og skummelhed. Kim Larsen fik succes med sin sang: ”Det er en kold tid vi lever i, alle går rundt og fryser”.

Sådan kan vi blive ved med at finde symboler og metaforer omkring os, der illustrerer, at vi tiltrækkes af varme og lys.

Men hvad gør vi i vores dagligdag? I familien? På jobbet? Løser vi vores opgaver med entusiasme, kreativitet, varme og positive grundholdninger? Eller søger vi efter fejl hos os selv og hos andre?

Der er to måder at give lys på:

1.    at være lyset i sig selv

2.    at være spejlet der reflekterer lyset

Brændt barn skyr ild.

 

Naturligvis afskyr vi det der gør ondt. Vi gentager det, der går godt. En hovedregel i al adfærdspsykologi lyder: ”Hvis et menneske får gevinst for en given adfærd, da gentages denne adfærd”.

Hvad kan gevinsten være? (der er utroligt mange former for gevinster) At noget lykkes, så vi får succes? At få anerkendelse og opmærksomhed? At undgå smerte/ arbejde? At opnå tryghed i en verden hvor alt forandrer sig?

Når et barn ”brænder” sig og konstant får at vide, at det og det er forkert, vil barnet næsten automatisk forsøge at undgå denne smerte.

Samme regel gælder for medarbejdere.

Når en medarbejder begynder sit job i en ny virksomhed, er glæden og entusiasmen meget høj. Han/hun glæder sig til at komme i gang.

Såfremt denne medarbejder mødes af positiv interesse, da vil denne tilstand af idérigdom blomstre.

Kreativitet kommer af ordet, createur, som igen betyder det naturlige, det oprindelige. Alle mennesker er i deres natur skabt til at være nysgerrige og søgende.

Mødes medarbejderen derimod af stramme regler og måske endda nedladende bemærkninger, da vil denne entusiastiske medarbejder hurtigt nå sit resignationsstadie og enten søge et andet sted hen, eller også blive i stedet benytte den indeklemte energi i fritiden.

Er du i tvivl om menneskets iboende lyst til at prøve nye udviklingsmuligheder skal du blot kaste et blik på det barn som skal lære sig at gå. Det tager mellem 5.000 og 10.000 forsøg, fra det øjeblik barnet fra kravlestadiet begynder at gå, til barnet går perfekt. Er der nogen forældre eller bedsteforældre som fortæller barnet, at det er forkert det barnet gør? Eller støtter og opmuntrer vi barnet til at gå videre. Billedligt talt.

Hvad er det for mekanismer der er indbygget i så mange af os, der bevirker, at vi skal rette på og finde fejl hos hinanden?

Hvad er det der hindrer os i at støtte andre, løfte andre, anerkende andre og bringe andre og os selv fremad?

Er det en dyb indre konflikt i os alle, hvor vi på den ene side godt ved, at begrebet udvikling handler om forandringer, samt at de to udsang strider mod hinanden. Udvikling kræver forandring. Forandring giver udvikling.

Måske er det vores indbyggede ”tryghedsnarkomani” der bevirker, at vi godt kan se det positive i udvikling, men samtidig frygter forandring.

Søren Kierkegaard sagde en gang:

”Alle mennesker ønsker udvikling, men ingen ønsker forandring”.

Samme Kierkegaard sagde også:

”At turde er, at miste fodfæste for et øjeblik, ikke at turde er, at miste sig selv”.

Vi ved det godt inderst inde. Vi søger alle udfordringer og fornyelser. Alligevel tiltrækkes vi stærkt af status quo. For da ved vi, at der ikke sker os noget.

Eller er det kulturbestemt? At vi skal have en kritisk holdning til det vi møder på vor vej syntes naturligt. Men hvem har sagt, at det skal være en negativ kritisk holdning?


Fra fejlfinder til ressourcespejder.

 

Inden for behandlingssektoren. Specialklasser. Institutioner med psykisk udviklingshæmmede har man tidligere holdt møder, hvor behandlerne havde stærkt fokus på, hvad klienten IKKE kan. Man var mangel- og fejl-fokuseret. Resultaterne var ofte, at klienterne blev fastholdt i et mønster som udtrykte: ”Jeg kan jo ikke alligevel, så lad mig være”.

Indenfor den nyere pædagogik har dette billede ændret sig totalt. Nu bruger behandlerne energi på at være ressourcespejdere. Det betyder, at de af al magt forsøger at finde frem til, hvad den enkelte klient har af stærke sider. Derefter fokuserer man på disse og ved at fremme dem, sker en forunderlig udvikling hos klienterne. De bliver bedre og bedre. Også til andre ting. De kommer ind i en positiv spiral, hvor de før stod i stampe – i bedste fald, eller ofte kom de ind i en negativ spiral.

Hvad gør vi i erhvervslivet?

Bruger vi stadig megen energi på at finde fejl? Hos os selv og hos andre? Eller dyrker vi vore stærke sider. Og andres?

”Children don’t learn from teacher’s they don’t like”

 

 

Oversat til erhvervs-virksomhedssprog kunne der stå: ”Medarbejdere gider ikke gøre noget særligt for ledere de ikke kan li’” (Eller arbejde sammen med mennesker de ikke respekterer). Kan vi li’ mennesker der konstant retter på os? Er vi villige til at afprøve nye idéer, komme med forslag, hvis vi konstant mødes af sætninger som: ”det kan ikke lade sig gøre” eller: ”det har vi prøvet før” eller: ”nu skal du ikke tro du er noget” o.s.v.

”Der findes mennesker der skaber og mennesker der kritiserer.

De første kan leve uden de sidste, men de sidste kan ikke leve uden de første”

 

 

Edward de Bono, én af verdens største nulevende kreative tænkere har sagt det på en anden måde: ”mennesker der kritiserer har det for nemt, idet de kan tage ethvert lille punkt ud af et forslag og sige: ”Jeg kan ikke li’ det”. Det er så nemt at gøre den slags”.

Er det sådan, at kritikere faktisk har det for nemt?

Er det sådan, at en kritiker kan tage et hvilket som helst element ud af helheden og sige: ”Jeg tror ikke på det” eller: ”jeg kan ikke li’ det”.

Er der mennesker, som får deres gevinster (magt) i tilværelsen ved at se andre menneskers usikkerhed når de mødes af gold kritik? Gevinsten kunne jo også være, at de slap for selv at komme med konstruktive ideer og forslag.

Kunne gevinsten også være, at kritikeren undgår, at den skabende kommer foran. Bliver berømmet. Forfremmet.

Heldigvis er man i erhvervslivet igennem de seneste år blevet mere og mere opmærksom på de positive helte i virksomhederne. De positive helte er de, som gennem nytænkning skaber nye markeder, nye produkter, nye systemer. Alt dette skabes gennem god coaching.

 

Hvad betyder god coaching?

 

En god coach er en god træner. Men lad os først se på, hvor ordet coach kommer fra. I gamle dage, da man red med hestevogne (coach) var den, som havde ansvaret for både hest og vogn en kusk. Kusk på engelsk hedder coachman.

De vigtigste opgaver for denne coachman var at sikre, at heste og vogntøj var i orden. Hele tiden. Hestene skulle have den nødvendige hvile og det foder de havde behov for. Men derudover skulle den gode coachman drage omsorg for, at hestene ”trak på samme hammel”. Forestil dig, at der blot er to heste foran vognen. Den ene hest er meget stærk. Den anden er noget svagere. Det træk, som hestene lægger i seletøjet forplantes videre til den lange stang som forbinder vogn med seletøj. Men for at trækket kan blive jævnt fordelt, er der placeret en tværstang bag hestene. Denne tværstang hedder en hammel, og denne hammel kan forskydes, hvorved den ene hest måske trækker på 80 cm. Hammel, mens den anden trækker på 60-70 cm. Hammel. Afhængig af hestenes indbyrdes styrke, fordeler kusken (coachman’en)(herefter kaldet coach) denne hammel, som udligner hestenes kræfter. Ellers vil den stærke hest trække vognen skævt og den anden hest vil blive holdt tilbage af trækket.

Den gode coach er altså det samme som den gode træner på et fodbold/håndbold hold. Den der er god til at få det bedste ud de forhåndenværende ressourcer.  Han/hun skal sørge for, at den ”stærke” spiller ikke ødelægger det for den ”svage” – og omvendt. Den ”stærke spiller” er i denne sammenhæng lig med talent. Nogle har talent for angreb, andre for midtbane, andre igen for forsvar.

Den dygtige coach sætter holdet sammen, så talenterne med hinanden og ikke mod hinanden. Den dygtige coach bebrejder ikke en forsvarsspiller for, at han/hun ikke kan lave mål og ikke den dygtige angriber for, at han/hun ikke kan stå på mål.

”Hvis 2 direktører er enige om alt, er den ene overflødig”

Den dygtige coach bygger på menneskers forskellige talenter sammen på en sådan måde, at de til sammen danner en helhed. Den dygtige coach fremmer den enkeltes talent gennem positive forstærkninger. Positive forstærkninger betyder, at du bliver endnu bedre til det, du i forvejen er god til.

Negative forstærkninger betyder, at du bliver dårligere til det, som du i forvejen er dårlig til.


Ved forstærkninger opstår selvopfyldende profetier.

 

Vi kender ”Pygmalion-effekten”, bl.a. fra den skønne musical ”My fair lady”, hvor Eliza, som er en forhutlet tiggerske forvandler sig til en skøn quinde blot fordi hun får at vide, at hun ER en skøn quinde.

Rosental-effekten, hvor kloge børn bliver dumme og omvendt, blot fordi deres lærere fortæller dem, at de er henholdsvis dumme eller kloge.

Sådan vil vi alle udvikle os.

Talentet ligger i vore gener.

Men om talentet bliver udviklet beror på den udefra kommende påvirkning. Ligesom blomster udvikler sig, når de vandes og får sol og varme. Heliotropi.

Hvordan sikrer vi os, at vi i erhvervslivet opnår Heliotropi?

Gennem positive forstærkninger. At vi kontinuerligt fortæller hinanden og os selv, at det vi gør er godt og at vi kan forstærke det. At vi fortæller andre, at det de gør er godt og at DE kan forstærke det.

At vi også lærer af de bedste. Den bedste sportsmand. Den bedste købmand. Den bedste sygeplejerske. Den bedste værkfører. De bedste systemer.

Hvorfor kan eet sygehus nedbringe ventelisterne og samtidig skabe både bedre patienttilfredshed og medarbejdertilfredshed SAMTIDIG?

Hvordan kan én forretningskæde opnå storslåede resultater på bundlinien, samtidig med kundetilfredshed og medarbejdertilfredshed?

Det kan de gennem selvopfyldende profetier og positive forstærkninger. De overfører ganske enkelt deres succeer fra den ene situation til den anden. Og de gør det ud fra en anerkendende synsvinkel

Den dygtige sports-m/k tager sine succeer med fra idrættens verden til forretningsverdenen.

De tror på sig selv. De forankrer deres succeer. De løser opgaver med positive indstillinger og holdninger.


Problemløsning kvæler kreativiteten blandt medarbejderne

 

Stephen R. Covey, forfatter til bestselleren ”Syv gode vaner” skrev for nylig en artikel, hvor han redegjorde for, at: ”I nedskæringstider bliver virksomhederne så optagede af at håndtere akutte problemer, at det hindrer fortsat udvikling. Slip i stedet fantasien løs”.

For nylig talte jeg med en flygtningekvinde fra Bosnien, som fortalte, at hun nu, efter 12 års ophold i Danmark, var begyndt at male igen, hvilket hun ikke havde gjort de sidste 20 år. For, som hun sagde: ”Man kan ikke male, når der er krig”.

Albert Einstein sagde en gang: ”Fantasi er vigtigere end viden, for mens viden beretter om alt det der VAR. Fantasi fortæller om alt det der KOMMER”.

Stephen R. Covey fortsætter:

”Gå i gang med at fjerne de kræfter i dit liv, som holder dine medfødte kreative evner tilbage. Når vi tænker i problemløsning, begynder vi at bekymre os. Vi begynder at blive ængstelige og stressede. Og når vi er i den tilstand, begynder vores mål og midler til at opnå dem normalt at blive mindre. Til vores store utilfredshed forsvinder problemerne sjældent. Men efterhånden som vi udvikler evnen til at tænke kreativt, opdager vi, at mange problemer løser sig af sig selv”.

Disneys koncernchef, Michael Eisner, siger: ”At hovedårsagen til, at mange virksomheder ikke oplever fremgang er, at de ikke ved, hvordan de skal lede mennesker”.

Det handler om energi.

 

Som Topdirektøren i ISS, Poul Andreasen en gang sagde: ”Det handler om at bruge vores energi konstruktivt. At gøre de rigtige ting rigtigt. Vi oplever desværre mange mennesker der har travlt med at gøre de forkerte ting rigtigt – igen og igen”.

Hvad bruger vi vores energi til? At se efter begrænsninger? Eller til at se efter muligheder?

Kombineret med begrebet ”selvopfyldende profetier og positive forstærkninger” vil begge synspunkter få ret. Ser du efter begrænsninger vil de opstå og syntes uløselige. Ser du derimod efter muligheder, vil du også få ret.

Heliotropi handler om, at sende sine grene ud i lyset, ud i varmen. Derved vil mulighederne vokse.


Det handler samtidig om FOKUS. Hvad fokuserer du på?

 

I alt hvad vi mennesker foretager os, har vi det frie valg, at vi kan fokusere på det der er OK, eller det der IKKE er OK. Hos os selv, samt hos andre.

Hvad har DU valgt at fokusere på hos din partner? Det du godt kan li’? Eller det du ikke kan li’?

Hvad fokuserer du på hos din chef? Dine kolleger? Dine venner? Dine oplevelser? Det der er OK? eller det der ikke er OK?

Det lyder næsten for banalt og selvindlysende, at den der fokuserer på de 80 – 90% der er OK hos sin partner, har et bedre parforhold, end den der fokuserer på de 10 – 20% der IKKE er OK. Samme synspunkt kan gøres gældende overfor chefen, kollegaen, vennen og oplevelser i øvrigt.

Alligevel hører vi igen og igen replikker som: ”Det var en god fest, men der manglede rødbeder”. Uagtet, at festen ikke kan gøres om.

Det vigtigste her er måske følgende: Såfremt du fokuserer på de 10% hos din partner, din chef, din kollega, din ven som IKKE er OK. Hvem siger så, at DU har ret. Det du fokuserer på, vil som oftest være DIN mening, DIN smag. Hvem siger, at den er den rigtige?

Ønsker vi at ændre på andre, må vi, retfærdighedsvis også tillade andre at ændre på os.

Vil vi det?

I givet fald, hvem skal vi rette os efter?

De der mener vi er OK, eller de der mener vi ikke er OK???

At fokusere betyder at forstørre.

Hvad er det vi ønsker at forstørre? Forstærke?

Det andre, efter vores mening ikke gør godt nok?

Eller det, som andre, efter vores mening GØR godt?

Dermed ikke være sagt, at vi ikke skal have en kritisk holdning til tingene. Men kunne vi blot ændre den – ofte negative – kritiske holdning til en konstruktiv kritisk holdning, da vil meget være opnået. Sagt på en anden måde: Fortæl mig ikke hvad jeg gør galt, men meget hellere, hvad jeg kan gøre bedre.

Værdsættende samtaler og holdninger handler om at fokusere og forstærke alle de stærke ressourcer det enkelte menneske indeholder.


Tænkeren og Beviseren

Verden er som den er.

Virkeligheden bliver som du tænker.

Du kan kun ændre verden ved at ændre din perception (opfattelse)

 

I bogen ”Lev Livet” fortæller lægen Hanne Steinicke om en metafor hun kalder: ”Hjernens ”tænker-del” og hjernens ”beviser-del””.

Hvad hun – og andre mener er, at vores højst komplicerede hjerne har to halvdele. En ”tænker del” og en ”beviser-del”. Det fungerer ganske enkelt på den måde, at sådan som den ene del af hjernen tænker, sådan sørger den anden del for, at beviserne findes.

Såfremt du tænker: ”Det er en dejlig dag”, da vil ”beviseren” straks finde alle mulige former for beviser på det. Solen, planter, smilende mennesker mv.…

Såfremt du omvendt tænker: ”Det er en rigtig dårlig dag”, da vil ”beviseren” straks finde de rigtige beviser på denne tanke. Det er for varmt, planterne visner, sure mennesker o.s.v.

Nogle mennesker mener, at november måned er den værste af alle. Mørkt, blæsende, surt, koldt og vådt. Personligt mener denne artikels forfatter, at november er den smukke af dem alle. Farverne på skovens træer og blade. Mørket der bevirker at man begynder at hygge sig indendørs.

Det pudsige er, at begge har ret. For ”beviser-delen” sørger for at skaffe de beviserne til de tanker der tænkes.

Sådan er det også med de mennesker du har omkring dig. Sådan som du tænker, sådan bliver de beviser du får.

Dine tanker bliver til ord.

Dine ord bliver dine handlinger.

Dine handlinger bliver dine vaner.

Du kan ændre dine vaner, ved at ændre dine tanker.

 


Din omverden bliver som du selv er.

 

Jeg var en dag på café med en god ven.

Da han skulle hente kaffe til os, tabte den unge kvindelige tjener kanden, så den sprang i tusinde stykker. Min gode ven trøstede hende og fortalte, at sådan noget sker ind imellem. At hun blot skulle tage det helt roligt. Feje skårene op og give ham en anden kande.

Bag min ven stod et ældre ægtepar som virkelig brokkede sig ”Hvad pokker er det for en tid det tager?” ”Vi kan ikke stå her hele dagen og vente på kaffe”. O.s.v.

Min ven smilte til tjeneren da han fik kaffen og gav hende en sød bemærkning. Sammen med kaffen lagde hun et par stykker chokolade.

Det ældre ægtepar, brokkerne, som også brokkede sig, da de fik kaffen fik også et stort smil af tjeneren —- men de fik ingen chokolade.

Alle der arbejder i servicesektoren kender til begge typer kunder. De oprigtigt smilende får automatisk en bedre service, end brokkerne.

Vores omverden reagerer på, hvordan vi selv er.

Du får, hvad du giver.

Ved at værdsætte andre, vil de også værdsætte dig.

Alle ledere får de medarbejdere han/hun fortjener.

Din omverden er et spejl af dig selv.

Du siger jeg altid smiler, ja-men ved du ikke,

at når DU ser det, er du selv til stede.


Er der dokumentation for alt dette med positive forstærkninger?

 

Forfatteren til denne artikel har gennem de sidste 6-7 år modtaget et lille skrift: ”Forskningsnyt fra psykologi”, som redigeres og udsendes af Psykologisk institut, Aarhus Universitet.

Den ene artikel efter den anden, som refererer til ”godkendte psykologiske forsøg, som er kontrolleret igen og igen” fortæller, at positiv tænkning skaber positive resultater.

”Senest i det nyeste nummer, som fortæller om, hvordan man havde scoret studerende på et college. De blev testet på en såkaldt ”optimismeskala”. Resultatet var ikke uventet, at de studerende som havde scoret højst ved semestrets start, havde ved semestrets slutning den største nedgang i både stress og depression, mens der hos de pessimistiske studerende snarere var tale om en stigning i både stress og depression.

Men herudover kunne forskerne pege på de mest sandsynlige årsager til, at optimisme gav bedre trivsel. Det viste sig nemlig, at optimisme specielt var forbundet med brug af den copingform, der kaldes positiv revurdering, samt at denne form for coping igen var forbundet med nedgang i både stress og depression. Det viste sig videre, at optimisme også var forbundet med en udvikling af bedre venskaber (bedre social støtte) og at bedre venskaber gav mindre depression”

Kort og godt handler det hele om at finde og forstærke positive talenter både hos sig selv og hos andre.

Eller som Peter Plys ville sige det, da Jakob en dag kigger på Plys og siger: ”Kære Plysbjørn, hvor jeg dog elsker dig”, hertil svarer Plys: ”det gør jeg også”.

Når vi tænker positivt, bliver problemer til udfordringer, og vanskeligheder til muligheder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: