Historien om Iwan eller Kender alle dine medarbejdere din virksomheds historie?

Historien om Iwan

 

Der var engang en lille dreng, som boede på en mindre vej i Søborg, nord for København. Hans genbo hed Iwan til efternavn. Far, mor og 2 døtre på samme alder som drengen.

En dag kom Iwan hjem til sin kone og sagde: ”Nu gør vi det, nu starter vi for os selv”. Vi har en stor kælder, og vi har en lille varevogn. Du er uddannet smørrebrødsjomfru. Du skaber spændende retter, som jeg så kører rundt med til private og til virksomheder. Vi sætter en lille annonce i avisen, og vi deler løbesedler rundt til virksomheder: ”Smørrebrød og kolde borde ud af huset – ring: Søborg nr. 1”. ”Det skal være det bedste af det bedste, kvaliteten helt i top. Bedre end folk kan lave det hjemme. Kun ved at blive de bedste, kan vi blive de største. Nr. 1”.

Af Torbjørn Jørgensen

Som sagt så gjort. Det tog lidt tid, men fru Iwan var dygtig, og hr. Iwan var god til at tale med kunder. Smørrebrød og kolde borde blev kørt ud. Smukt og lækkert var det. Forretningen voksede. De 2 døtre lærte hurtigt kunsten at kreere lækre frokostretter og kolde borde, så en dag spurgte Iwan den lille dreng, om han ikke kunne tænke sig at hjælpe til. Drengen havde ikke kørekort, men det havde hans storebror, så sammen kørte de ud med kolde borde hver weekend.

Efter nogle få år købte Iwan en god hjørnegrund på Søborg hovedgade og byggede en stor bygning i 3 etager. I stuen indrettede han et cafeteria med plads til 150 spisende gæster. En smuk butik blev indrettet. Flere retter blev kreeret. På første og på anden sal blev indrettet smørrebrødsstuer, varme køkkener, lager og kørselsafdeling.

I 1965 beskæftigede Iwan omkring 150 mennesker + deltids (lørdag og søndag). Fra 0 til 150 på under 10 år kan vist ikke gøres meget bedre.

Iwan arbejdede stadig med kundekontakter og besøgte flere og flere virksomheder. Hans mål var at blive den førende leverandør af mad til virksomheder og private i Storkøbenhavn. Danmarks største bryggeri og Danmarks største tobaksfirma blev kunder hos Iwan, fordi det blev meget lettere for dem at styre og dække personalets behov for mad. Specielt da de også selv havde skiftende arbejdstimer.

En dag sagde Iwan til den lille dreng, der nu var fyldt 18, og som selv kunne køre med kolde borde: ”Ved du hvad. Når vi har de store konfirmationer, så skal vi levere kolde borde til mellem 50 og 100 forskellige kunder. Det svarer til mellem 3.000 og 5.000 kuverter. Hver kunde skal have 35 forskellige retter, sild, pålæg og det varme + brød og smør. Det er vigtigt, at kunderne ikke skal vente for længe på maden, for så bliver de nervøse. Det er også vigtigt, at vi ikke kommer for tidligt. Kunderne skal have maden helt frisk. Hvad siger du til at sikre, at alle skåle kommer i de rigtige kasser, og at alle chauffører kommer ud til den rigtige kunde med den rigtige mængde, på det rigtige tidspunkt? Du ved, at der kommer 10-15 chauffører mellem klokken 10.00 og 11.00, og at det hele skal leveres mellem klokken 11.00 og 13.00”

Den unge mand sagde OK og kastede sig med stolthed over opgaven: Hvem skulle køre hvad og hvorhen. Samarbejdet var perfekt. Ingen kunder klagede. Smørrebrødsjomfruerne og kokkene var glade for, at de ikke selv skulle holde styr på det hele. De producerede, det de skulle, efter lister og koder. Når klokken blev ca. 14.00 – 14.30 var alle chauffører kommet tilbage til firmaet. Alle kunne ånde lettet op. Det var lykkedes endnu en gang. Iwan kaldte chaufførerne sammen i frokoststuen. På bordene stod der det lækreste smørrebrød, man kunne tænke sig, og Iwan sagde: ”Værsgo drenge, her er det bedste, vi kan frembringe. I skal have en stor tak for hjælpen endnu en gang. I får lige besked fra kørselsforvalteren om, hvornår vi skal bruge jer igen. Jeres løn kan I hente på kontoret, inden I går”.

Til den unge mand, som havde stået for hele logistikken, sagde Iwan: ”Tak skal du have, det var godt gået. Vi gør det samme næste søndag. Det er et godt system, du har udviklet, så alle ved, hvad de skal levere, og hvornår de skal være færdige med tingene.”

Naturligvis skete der ofte det, at en chauffør havde bremset lidt for hårdt op, så skåle med sild var rutschet sammen med flæskested og roastbeef. Chaufføren kom hurtigt retur til firmaet, og Iwan fik lynhurtigt 3-4 smørrebrødsjomfruer til at skabe nyt og rette til, ligesom han ofte sendte en smørrebrødsjomfru af sted sammen med chaufføren for, som han sagde: ”Kunderne skal nyde vores mad 2 gange: Når de ser det, og når de smager på det”.

En aften ringede Iwan til den unge mand og sagde: ”Vi skal holde et møde om, hvordan vi kan gøre tingene endnu bedre. Vi bliver vores smørrebrødschef, kokken, min kone, døtre og jeg selv. Har du lyst til at være med? Vi holder mødet i vores sommerhus på lørdag, og vi bliver deroppe. Vi har plads til alle.

På mødet, som forløb i en utrolig åben og varm stemning, blev de enige om at løse forskellige problemer, bl.a. afhentning af brugt service hos kunderne. Det var svært for de faste chauffører at nå det, samtidig med at det var problematisk at finde kunderne hjemme i dagtimerne. Løsningen blev at få et par unge chauffører, som arbejdede/læste til dagligt (det gjorde stort set alle weekendmedarbejdere) til at hente brugt service mandag og tirsdag aften. Det blev simpelthen aftalt ved levering om søndagen. De chauffører, der hentede brugt service, var lykkelige. De fik mere i drikkepenge, end de fik i løn. Samtidig bad Iwan dem spørge kunderne, om de havde været tilfredse, samt om der var noget, der kunne gøres bedre. Kunderne var ovenud tilfredse, og ofte havde de så meget mad i overskud, at de fik Iwan-mad i et par dage.

Samtidig besluttede de at prøve med ”få kokken med til festen”, hvor de leverede spændende nye retter hjemme hos kunderne, og hvor en eller flere kokke stod for det hele + servering. Et meget givende koncept, både for kunderne og for Iwan.

En lørdag aften, hvor der havde været særlig travlt, og hvor smørrebrødsjomfruerne og chauffører havde knoklet særligt hårdt, kom Iwan forbi klokken 11 om aftenen og sagde: ”Det er et forfærdeligt vejr, det stormer og regner. Når I er færdige, så vil jeg ikke have, at I piger skal tage alene hjem med bussen. I er trætte og har gjort et godt stykke arbejde. Derfor kører chaufførerne jer hjem. Hvis I hellere vil hentes af jeres kærester eller mænd, så smører I nogle lækre stykker mad til dem”.

I alle årene, fra 1955 til 1975, så man aldrig én eneste annonce, hvor Iwan søgte personale. De ansatte tog brødre og søstre og venner med. Nogle faldt fra igen, da det var temmelig hårdt. Andre blev fastansat. Selv mens de unge mænd var indkaldt som soldater, kom de i deres sparsomme fritid for at give den en skalle lørdag/søndag. At det var en god arbejdsplads med et godt kammeratskab blev kendt i hele Søborg. Alle vidste, at Iwan stillede krav om høflig optræden, rene kitler, ordentlig omgangstone, samt nænsom behandling af den lækre mad. Som han sagde: ”Pigerne har ikke knoklet med at få maden lækker for, at chaufførerne skal fræse rundt og gøre det ulækkert”.

 

 

 

Ethvert koncept har sin tid

Folk begyndte at holde fester på andre måder, de kolde bordes tid var forbi. Det var ikke længere in at spise smørrebrød. Folk hyggede sig sammen ved grillen eller på andre måder.

Omsætningen faldt, stille og roligt. Virksomhederne byggede selv kantiner og ansatte selv folk til at sørge for mad til personalet.

Iwan så skriften på væggen i god tid og begyndte stille og roligt at opbygge et nyt koncept: Toast, som i frossen tilstand ligger på mange barer og diskoteker, så man hurtigt kan varme dem til de sultne kunder om natten. Cafeteriaet og forretningen med smørrebrød blev lukket og lejet ud til en bank. Men hele første og anden sal blev ændret til ”toastfabrik”. Så godt gik det, at der på et tidspunkt i 80’erne kørte 20 store varevogne rundt til hele Danmarks barer, diskoteker og pølsevogne.

Iwan selv trak sig tilbage som en holden mand.

Den unge mand, som fik gode oplevelser om ledelse, kvalitet, samarbejde og fornyelse? Ja, han har lige skrevet denne historie.

Har din virksomhed en lignende historie? Kender medarbejderne historien?

Prøv et øjeblik at tænke historien igennem og svar på følgende spørgsmål:

Kendte vi virksomhedens idégrundlag, mål og mission?

Kendte vi virksomhedens tanker om kvalitet, koncept og kundetilfredshed?

  • Kendte vi Iwans grundlæggende ledelsesværdier og motivationsmetoder?
  • Vidste kunderne, hvad vi stod for? Lyttede vi til kunderne?
  • Var der et godt samarbejde, som bygger på respekt, støtte?
  • Kunne virksomheden tackle de uundgåelige kriser? Var virksomheden ændringsparat?

Mange flere detaljer kunne vi beskrive om en dejlig virksomhed, der opnåede alt, hvad man kan drømme om:

  • Tilfredse kunder
  • Tilfredse medarbejdere
  • Dygtig ledelse
  • Evnen til at klare forandringer
  • Evnen til at tjene penge

Lyder det banalt?
Ja, det er faktisk så banalt, at det kan være svært at forstå, hvorfor det skal være så svært.

Iwan nåede det han ville: Skabe en sund forretning, beskæftige mange – tilfredse – mennesker, samt at kunne trække sig tilbage med en pæn pose penge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: