4 måder at styrke motivationen på

Motivation er bedre til at forudsige succes i arbejdslivet end intelligens, kompetencer eller løn. Det fastslår forskningen. Derfor skal du som leder fokusere på dine medarbejderes motivation. Her får du fire faktorer, der ifølge forskningen, øger motivationen.

 

Af Sophie S. Sørensen, Lederweb.

Erick Barker er en amerikansk skribent på magasinet Wired og anerkendt blogger. Han skriver bl.a.  om forskning indenfor motivation, og han har samlet eksperternes råd om motivation. Artiklen er baseret på Erick Barkers blogindlæg på siden Barking Up the Wrong Tree.
Har du nogensinde formået at gøre dit bedste, fordi der var nogen, der plagede dig om at lave en bestemt opgave? Det er tvivlsomt. I stedet skal du som leder gøre de følgende fire ting for at motivere dine medarbejdere.

1) Appellér til følelserne

Handlinger er ofte motiveret af hævn, jalousi, frygt,  lidenskab, glæde og kærlighed. Fællesnævneren er følelser. Og de er magtfulde motivationsfaktorer.

Ifølge Erick Barker gør man sjældent noget, man ikke føler for, og det er svært at modstå noget, man virkelig har lyst til. Det er sådan, hjernen er programmeret.

Chip og Dan Heath skriver, i deres bog Switch: How to Change Things When Change Is Hard, at man skal fokusere på følelserne. Selvom du har viden om et bestemt emne, er det ikke nok til at ændre adfærd. Følelser kan derimod ændre adfærd.
Når du vil øge motivationen, viser forskning, at føelsen af fremskridt gavner motivationen bedst.

2) Fremhæv fremskridt

Forskeren Teresa Amabil fra Harvard Universitet har fundet ud af, at intet er mere motiverende end følelsen af fremskridt. Hun skriver i bogen The Progress Principle: Using Small Wins to Ignite Joy, Engagement, and Creativity at Work, om det, der kaldes for fremskridts-princippet: Af alle de hændelser på arbejdet, som kan påvirke medarbejdernes motivation i en positiv retning, er den mest magtfulde følelsen af, at tingene går i den rigtige retning, og at der er fremskridt i arbejdet.
Af alle de ting, der kan påvirke motivationen i en negativ retning, er tilbageskridt den største faktor til manglende motivation. Et fundamentalt ledelsesprincip er derfor at synliggøre fremskridt. Det er den mest effektive måde for ledere at påvirke motivationen.

Når du vil motivere dine medarbejdere, skal du derfor hele tiden give dem udfordringer, vise resultater og give feedback. Erick Barker anbefaler, at du samtidig opfordrer dine medarbejdere til at reflektere over, hvor langt de er kommet med opgaverne og  hvilke positive effekter, deres arbejde har medført.

Når du har fremhævet fremskridtet og gerne vil fastholde en høj motivation, så skal du fokusere på kulturen.

3) Skab en inspirerende kultur

I en stærk kultur er der en fælles tro på noget og en fælles historie, der inspirerer folk. Det skaber engagement.

Ifølge forskningen giver historier en fællesskabsfølelse og moral i organisationen. Derfor formår organisationer, der kan kommunikere en overbevisende historie, ofte at inspirere medarbejderne til en særlig form for engagement.

For at skabe en inspirerende historie skal du starte med organisationens formål. Medarbejdere bliver engageret og motiveret af, hvorfor I gør tingene, som I gør, snarere end hvad I gør. Formulér derfor et motiverende budskab, og start med formålet med jeres organisation, anbefaler Erick Barker.

4) Motivér med andet end løn

Belønning i form af løn er en stor del af motivationen, men det er ikke altid nok.

Forfatter bag bogen Drive: The surpricing Truth About What Motivates Us, Daniel H. Pink, argumenterer for, at belønning i form af løn kun motiverer medarbejdere til at opnå mere belønning. Når belønningerne ikke længere er til stede, vil medarbejderne også forlade organisationen.

Ifølge Daniel H. Pink kan belønning have modsatte effekt på kreative og analytiske medarbejdere. Du er naturligvis nødt til at betale dine medarbejdere, men du skal kun betale dine medarbejdere så meget, at de ikke skal bekymre sig om penge.

Når det handler om komplekse opgaver er man mere motiveret af behovet for selvbestemmelse, dygtighed og formål end økonomisk belønning ifølge Dan Pink.

Frit oversat fra artiklen How To Motivate People – 4 Steps Backed By Science af Erick Barker på bloggen Barking up the wrong tree.

 

Læs mere:

Hvad er motivation?

10 motivationsdræbere

Ulrik Wilbeck: Motivation er et redskab til succes

Motivationsteorierne – en kort beskrivelse

Reklamer