Lav din egen ordsky

 

Gasolins "Kvinde Min" er kopieret ind i http://www.wordle.net, og disse ord kom ud.

En sky af ord

Lav et postkort til din elskede, eller design forsiden til en rapport på under et minut. Med et gratis internetprogram kan man lave sit eget design af ord – en såkaldt ordsky. Se, hvad "Kvinde min" bliver til.

»Og vejret: Det bliver overskyet med en del navneord og tillægsord, der flyver rundt imellem hinanden. Nogle er store, andre er små. Enkelte vender på højkant, og ordene vil forekomme i et utal af farver og nuancer.«

Fænomenet kaldes en ordsky – frit oversat fra det engelske ”word cloud”. Du har måske set sådan en sky af ord svæve rundt på hjemmesider og blogs, hvor de automatisk sammenfatter en række nøgleord fra hjemmesiden. Men ordskyen kan også bruges på tryk til både præsentationer på arbejdet, skoleopgaver eller til at lave et postkort med en masse kærlige ord til din bedste ven, kæreste eller til revisoren, der har fundet et uudnyttet fradrag i dit regnskab.

Princippet er enkelt: Du fodrer hjemmesiden http://www.wordle.net med tekst, og så spytter programmet automatisk essensen ud i nøgleord på kryds og tværs. Du slipper således for selv at udvælge nøgleordene og placere hver enkelt. Programmet gør det hele for dig.

Det geniale er, at du stadig har mulighed for at bestemme antallet af ord, farvevalg, og om ordene skal stå hulter til bulter eller sættes i system. Det tager mindre end et minut at lave en ordsky, og det er en gratis og nem måde at signalere kreativt overskud.

God fornøjelse.

Ordsky

Sådan gør du

Ordskyen kan laves på flere måder. Her er den mest simple.

Klik ind på http://www.wordle.net og tryk ”Create”.

2 I feltet ”Paste in a bunch of text” indsætter du tekst fra enten en længere tale, en rapport eller skriver en masse ord selv. Programmet plukker selv ord fra teksten, og de ord, der optræder oftest, vises størst. Tryk ”Go”, og se, hvordan programmet automatisk danner ordskyen.

3 I ”Layout”-menuen kan du tilpasse din sky ved f.eks. at indtaste et maksimalt antal ord, bestemme, om alle eller kun enkelte ord skal være lodrette, og du kan vælge forskellige farvekombinationer. I menuen ”Font” kan du ændre skrifttypen og bestemme, om ordene skal stå med STORE eller små bogstaver.

4 Knappen ”Randomize” ryster posen med alle parametrene for dig, hvis du trænger til inspiration.

Gem ordskyen

Du kan printe ordskyen direkte fra hjemmesiden, men der er ikke som udgangspunkt mulighed for at gemme den som billedfil på din computer.

Men, men, men – der er naturligvis en lusket metode, der løser problemet. Du skal blot tage et ”billede” af skærmen – et såkaldt screenshot.

Sådan laver du et screenshot

Windows: Tryk på tasten ”Prnt Scrn” og derefter ”Ctrl+V” i billedprogrammet Paint, og gem filen.

Mac: Tryk ”Shift+Æble+3”. Herefter ligger billedet automatisk på skrivebordet.

Husk: Både Windows- og Mac-brugere skal trykke ”Open in window” på hjemmesiden, så ordskyen åbner i et nyt stort vindue, der fylder hele skærmen. På den måde opnår du den bedste billedopløsning.

Tip: Gem som pdf-fil

Fordelen ved en pdf-fil er, at den kan forstørres uendeligt og stadig bevare sin høje kvalitet.

Mac-brugere kan gemme ordskyen som pdf-fil ved at trykke på ”Print”-knappen på selve hjemmesiden (tryk ikke ”Æble+P”). Print-dialogboksen popper nu op, og under normale omstændigheder vil man her trykke ”Print”, men du skal i stedet trykke på ”PDF” til venstre for at gemme ordskyen som pdf-fil. Vær opmærksom på, at du måske skal trykke ”Print” to gange, førend det virker. Det skulle jeg i alt fald.

Windows-brugere kan installere gratisprogrammet ”doPDF” for at gemme som pdf-fil.

Link: www.wordle.net

 

Her er verdens lykkeligste folk

Hvem gider holde ferie omgivet af sure mennesker, når man kan omgive sig med verdens lykkeligste? Se her, hvor de bor – og hvor Danmark er på listen.
 
Du behøver ikke rejse langt for at møde verdens lykkeligste mennesker. Vil du have en rigtig lalleglad ferie, bør du faktisk blive hjemme. Vi danskere er nemlig verdens lykkeligste folkefærd.

Det viser en ny undersøgelse fra OECD, som har spurgt folk fra 140 lande simple spørgsmål om deres tilfredshed med livet. De adspurgte skulle svare på spørgsmål som: ”Er der noget, du nød at lave i går?” ”Er der noget, du var stolt af?” ”Blev du behandlet med respekt?”

Penge er ikke alt

Listen afslører, at selvom lykken ikke kan købes for penge, er økonomisk sikkerhed vigtig for, om folk er lykkelige eller ej. Der er dog undtagelser, for af landene på listen har Norge det højeste BNP, men havner alligevel kun på en niendeplads.

Vi skal dog nok ikke forvente, at Danmark i nærmeste fremtid bliver oversvømmet af ivrige turister, som vil have en bid af lykkekagen.

Det fortæller turismeforsker Lise Lyck fra Center for Tourism and Culture Management på Copenhagen Business School.

”Der er lavet mange forskellige undersøgelser af folks lykkefornemmelser, og vi kommer altid ud som nummer et. Så denne undersøgelse kommer nok ikke til at påvirke så meget.”

Lykken kan skabe interesse

Til gengæld hersker der ingen tvivl om, at undersøgelserne kan være med til at skabe en interesse for vores land, som kan lokke turister hertil. Men skal det virkelig give en effekt, bør vi markedsføre os mere på, at vi er verdens lykkeligste folk, forklarer Lise Lyck:

”Vi skal skabe en interesse og nysgerrighed hos folk, som får dem til at handle. Så de ikke bare synes, at det er spændende, at vi er verdens lykkeligste folk, men så spændende at de vil besøge vores land. For eksempel kunne Danmark markedsføres med ”Kom og mød verdens lykkeligste folk”, så vi virkelig slår på vores styrke,” siger turismeforskeren.

Start top 10-listen over verdens lykkeligste folk

 
10. Belgien


Store, skummende specialøl og chokolader, der smelter på tungen. Hvis vejen til lykken går gennem maven, er der ikke noget at sige til, at belgierne kommer ind på en tiendeplads blandt verdens lykkeligste folkefærd.

9. Norge

Sprællende fisk trukket op fra de dybe norske fjorde, knejsende fjelde, som kan udforskes til fods om sommeren og på ski om vinteren og en storslået natur i det hele taget er med til at gøre nordmændene lykkelige.

8. New Zealand


Naturen på New Zealand er intet mindre end eventyrlig – bare spørg filminstruktøren Peter Jackson, som optog trilogien om Ringenes Herre her. Fra spruttende gejsere til grønne marker plettet med får. Fra høje bjerge med sne på toppen til hvide sandstrande. Naturen gør det ikke alene, men mon ikke den er med til at gøre newzealænderne lykkelige?

7. Schweiz


Schweiz er kendt for kvalitet, præcision og nøjagtighed. Schweiziske ure er kendt og respekteret, mens bankerne passer godt på formuer for folk fra hele verden. Placeringen midt i Alperne har desuden begunstiget landet med adskillige fremragende skisportssteder, mens bjergene om sommeren byder på spændende vandreture. Alt sammen elementer, som sender schweizerne op som de syvendelykkeligste i verden

6. Canada


Storslået natur, åbne vidder og pulserende metropoler. Bjørne, elge og vild natur i Rocky Mountains. Canada har masser at byde på. For mens storebror USA mod syd ikke engang har fundet vej ind på top ti listen over verdens lykkeligste folk, indtager lillebror mod nord en fornem sjetteplads

5. Irland


Det tager to minutter at skænke en stor Guinness, irernes nationaldrik. Og måske er det tålmodigheden, når de venter på deres øl, som er med til at fjerne stress og jag fra dagligdagen og give indbyggerne på Europas tredjestørste ø en god fornemmelse af lykke. For beboerne på den lille grønne ø – eller The Emerald Isle – som øen også kaldes, er de femtelykkeligste i verden.

4. Sverige


Tarvelige tunger kunne finde på at hævde, at svenskernes lykkefølelse er røget i vejret, siden Øresundsbroen blev bygget og gav dem nem adgang til de gode, billige danske øl. Men svenskerne har nu også meget andet at være lykkelige over. Lange, lyse sommernætter, vinterdage tilbragt på ski i fjeldene og byer som Stockholm og Malmø, hvor kulturliv er ved at udvikle sig til noget af Europas bedste.

3. Holland


Duftende hashpiber på Amsterdams coffeeshops og letpåklædte kvinder i Red Light District’s udstillingsvinduer har været med til at give Holland et image som et af Europas mest frisindede lande. Og selvom antallet af coffeeshops er blevet nedbragt, og de populære Magic Mushrooms – magiske svampe – er blevet forbudt, er smilet ikke forsvundet fra de hollandske læber. Befolkningen er verdens tredjelykkeligste.

2. Finland


En stædig fordom om finnerne er, at de drikker vodka og går med kniv. Ser man ind bag klicheerne, gemmer der sig et anderledes land med hyggelige byer, myriader af søer i alle størrelser og udformninger, dampende saunaer og en kultur, som banker i takt med finnernes hjerter.

1. Danmark


Vi har lav arbejdsløshed, råd til at møblere vores lejligheder med Arne Jacobsen-stole og andre designermøbler, vi går i Tivoli og betaler i dyre domme for vores caffe latte. Kongehuset dominerer nutiden, vikingerne fortiden, og vi er særdeles stolte af vores velfærdssystem. Selvom boligpriserne dykker, og finanskrisen kradser, kan man grundlæggende ikke tage det gode humør fra os. Kort sagt: Danskerne er verdens lykkeligste folkefærd.

 

Kilde : http://tgt.dk/inspiration/tema/bedste_vaerste/article58360.ece?page=1

Du kan forøge ydeevnen med helt op til 15 procent

 

Madonna kan få dig til at yde op til 15 procent mere, når du løber. Foto: AFP

 

Den rette musik – bla. Madonna og Queen – kan få løbere til at forøge ydeevnen med helt op til 15 procent.

Hvis du er løber og gerne vil forbedre din udholdenhed uden at træne endnu mere, så bør du lade dine øjne løbe ned over denne artikel.

Musik til løbet
1 The heat is on
2 Everybody needs somebody to love
3 Ouverturen til Wilhelm Tell
4 Born to be wild
5 I feel good
6 Don’t stop till you get enough
7 I will survive
8 The best
9 Våren

1-3: Hvis du vil give den fuld skrue − 85 procent af maksimal puls
4-5: Hvis du vil op i de høje omdrejninger − 75 procent af maksimal puls
6-7: Lidt mere ro på – 65 procent af maksimal puls
8-9: Mere almindeligt løb − 55 procent af maksimal puls

Kunstnere:
1. Glenn Frey
2. The Blues Borthers
3. Rossini
4. Steppenwolf
5. James Brown
6. Michael Jackson
7. Gloria Gaynor
8. Tina Turner
9. Vivaldis »Fire årstider«

 

Ifølge en ny undersøgelse fra Brunel University i London kan du forbedre din ydeevne med helt op til 15 procent, hvis du blot sørger for at indstille din Ipod eller MP3er til at spille den helt rigtige musik på løbeturen.

Costas Karageorghis fra det engelske universitets School of Sport and Education er kommet frem til resultatet efter et forsøg med 30 deltagere, der har lyttet til bl.a. Queen, Madonna og Red Hot Chilli Peppers, mens de løb på løbebånd. Deltagerne blev bedt om at løbe i takt med musikken og formåede til de rette sange at yde op til 15 procent ekstra.

Dermed bekræfter forsøget, at musik er godt for præstationsevnen. Således har en løber som etioperen Haile Gebrselassie gennem mange år benyttet musik til at forberede og forbedre sit løb. Bl.a. sangen »Scatman« af Scatman John. Haile Gebrselassie er i øvrigt indehaver af verdensrekorden i maraton på to timer, tre minutter og 59 sekunder.

På samme måde brugte den olympiske guldvinder i roning i 2000 i Sydney, englænderen James Cracknell, Red Hot Chilli Peppers-pladen »Blood Sugar Sex Magik« til at lade op til konkurrence.

Ifølge Costas Karageorghis bidrager de rette toner også til, at løbere forbliver i en positiv sindstilstand, selv når de presser sig til det absolut yderste. Han tilføjer, at resultatet fra undersøgelsen også vil være interessant for sundhedspersonale, fordi motion såsom gåture og løb ofte bliver brugt til at genoptræne patienter eller til at hjælpe overvægtige med at tabe sig.

»Musik kan være et vigtigt redskab i kampen for at få folk til at bevæge sig noget mere,« hedder det i en pressemeddelelse fra Brunel University.

Undersøgelsen bliver snart offentliggjort i tidsskriftet Journal of Sport and Exercise Psychology, ligesom Costas Karageorghis’ forskning i dag vil blive efterprøvet i stor stil. Det sker i forbindelse med halvmaratonløbet Run to the Beat i London. Her vil de 12.500 løbere på hele ruten blive akkompagneret af musik udvalgt af Costas Karageorghis, så de kan løbe det perfekte løb.

Sådan snupper du en aktiv pause

 

Gæt en grøntsag, leg sten-saks-papir eller luk øjnene og gæt, hvornår der er gået et minut. Få tip fra Gentofte Kommune i at holde aktive pauser.

Har du prøvet at miste koncentrationen på jobbet? Gentofte Kommune tager det at holde pauser helt bogstaveligt og giver her 12 bud på, hvordan man bliver frisket op på et minut.

”Vi anbefaler at holde en aktiv pause hver halve time,” siger Morten Behrens Sivertsen, specialkonsulent i Børn og Forebyggelse i Gentofte Kommune.

De aktive pauser kræver kun: en terning med 12 sider, et timeglas/stopur og et kort med beskrivelse af 12 forskellige aktiviteter, som kan gennemføres på ca. ét minut, se nedenfor.

En mødedeltager slår et slag med terningen. Det antal øjne terningen viser, bestemmer den aktivitet som skal gennemføres. Hvis mødet gennemføres i et åbent lokale, kan det anbefales kun at benytte aktiviteterne nr. 1-6, som er roligere end aktiviteterne nr. 7-12. Slå da terningen indtil I rammer et tal fra 1-6.

Aktive pauser

1. Balanceøvelse: Alle står på ét ben i ½ minut uden at støtte til noget. Stå herefter på det andet ben i ½ minut.

2. Hold 1 minuts tavshed: Giv 1 minut, hvor ingen siger noget. Det er heller ikke tilladt at hente kaffe eller gå på toilettet.

3. Gæt et minut: Alle på nær én lukker øjnene på kommando og skal nu gætte, hvornår der er gået 1 minut. En deltager holder øje med tiden. De andre rækker hånden op, når de tror, at der er gået nøjagtigt 1 minut.

4. Refleksiv summen: Snak sammen to og to. Hvordan går mødet indtil videre? Hvad synes du, var det bedste indtil nu? Hvad overraskede dig mest? 2 minutter i alt.

5. Stræk ud: Rejs jer op og stræk armene højt over hovedet. Bøj jer så mod højre i 15 sek., mod venstre, forover og bagover, 15 sek. i hver retning.

6. Fortæl noget nyt: To og to. Fortæl på hver 1 min. noget som den anden ikke vidste om dig.

7. Alle bytter plads: Sæt jer nu i rækkefølge efter f.eks. alder, anciennitet i GK, størst kaffeforbrug, mest motion mv.

8. Tæl højt fra 1 til x: x = antal deltagere ganget med 2. Hver deltager må kun sige 2 af tallene i rækken. Og der må ikke tales i munden på hinanden. Sker det, starter I forfra.

9. Kast bolde: Stil jer i en rundkreds og kast en af boldene frem og tilbage i 1 minut. Hvis I er flere, kan I prøve med flere bolde ad gangen.

10. Sten-saks-papir: Spil sten-saks-papir med sidemanden. Den bedste af 3 vinder og fortsætter i næste heat med en anden vinder indtil den endelige vinder er fundet.

11. Hop en grønsag: To og to. Skiftes til at hoppe og sige navnet på en grøntsag. Kan varieres med frugt, blomster, bilmærker mv.

12. Sneboldkamp: Krøl et stykke papir sammen og kast snebolden efter de andre deltagere. Fortsæt i 1 minut.

Succes med eksamen! Sådan gør du

 

1. Slap af. Lade være med at lade denne eksamen være helt afgørende om dit liv går under eller ej. Uanset hvad for et resultat du får, så går verden ikke under.

2. Start selv – bevar initiativet. Lad være med komme med en præsentation der tager mindre end to minutter. Det værste du kan gøre er at overlade initiativet til eksaminator eller censor. De har altid en masse spørgsmål, og det er ikke altid lige det du forventede de vil spørge om.

3. Når du indleder skal du bringe diskussionen ind på de områder du er mest interesseret i (= der hvor du ved mest)

4. Lad være med at stå udenfor eksamenslokalet og læse pensum en sidste gang. Det er alligevel for sent. Brug hellere tiden på at hygge dig med dine studiekammmerater eller de andre fra klassen. Vær med til at opbygge en god stemning. (OBS – lad være med at larme udenfor – også selvom du har scoret en høj karakter)

5. Brug endelig papir, tavle eller whiteboard hvis der er mulighed for det. Det er godt til at vise overblik og kan en diskussion igang. En god eksamen er ikke et forhør. En god eksamen er en samtale.

6. At spørgsmålene til eksamen bliver svære er ikke altid ensbetydende med at du er på vej ned i et dybt hul. Eksamen er et redskab til at teste dig om du har styr på pensum og dine ting. Så spørgsmålene bruges til at finde ud af hvor meget du kan. På den anden side – hvis det viser sig at du ikke kan ret meget, så bevæger spørgsmålene sig ned i den anden retning.

7. Husk at censor ikke er der for at være ond. Censor skal sikre at alt foregår rigtigt og er derfor din garant for at eksaminator ikke går amok i et orgie af onde spørgsmål som kan kule dig helt ned under jordens overflade. Censor er samfundets opsynsmand.

8. Du skal sælge dig selv. Du skal være positiv. Tænk positiv. For nogle år siden var der en masse ballade fordi en underviser på Københavns Universitet havde sagt noget om sammenhængen mellem bestemte kropsdele og karaktergivning. Det kostede en påtale fra rektor.  Vær klædt på den måde du plejer. Måske er det den sidste eksamen og familien og vennerne vil vente udenfor med champagne, så er det selvfølgelig en festdag. Og fest kræver lidt mere end almindelig slidte cowboybukser.

9. Vær forberedt på de hele. En student/elev der kan sit pensum vil få en positiv oplevelse til eksamen. Eksamen er dokumentationen for at du kan dine ting. Lad være med tro på held og mirakler. Der skal mere til. 

10. Lad være med at være nervøs. Du skal være opmærksom. Men husk at eksaminator og censor er almindelig mennesker. De har ingen interesse i at være onde. Tværtimod.

 

Kilde : http://blogs.jp.dk/karrieresporet/2009/05/05/succes-med-eksamen-sadan-g%c3%b8r-du/

10 tips til, hvordan du kan komme i kontakt med den gode selvfølelse

Boost dit selvværd

Det er ikke moderne at føle sig utilstrækkelig, og lever du efter andres pibe undergraver du dig selv. Heldigvis er der råd at hente. Få her 10 tips til, hvordan du kan komme i kontakt med den gode selvfølelse

Selvfølelse og selvtillid


Sørg altid for at adskille begreberne selvfølelse og selvtillid – Selvfølelse er det samme som at være bevidst om sit eget værd og er et måleinstrument for sjælens sundhed
 
 
Træn bekræftelse af dig selv

– Hver aften skriver du tre ting ned, som du har gjort godt i løbet af dagen. Tag udgangspunkt i egenskaber som modig, generøs, venlig og betænksom. Du behøver ikke at være modig en hel dag for at sige noget godt om dig selv. Se tingene fra et positivt perspektiv og gør en god oplevelse på to minutter til en kanon dag.
 
 
Lad være med at sammenligne dig selv med andre

– Sammenlign dig hellere med dig selv og bliv inspireret af andre. Men du skal aldrig føle dig dårligere end andre, fordi de gør tingene bedre. Med en god selvfølelse slipper du for at føle dig dårligere eller bedre end andre.
 
 
Tag valg for din egen skyld

– ikke for andres – Du skal vælge at gøre de ting, du selv vil og ikke præstere for at imponere andre. En god selvfølelse giver dig mulighed for at følge dine egne drømme og ønsker
 
 
Lev efter dine værdier

– Gennemgå dine egne normer og værdier. Hvad er rigtigt for dig? Gør så dit for at efterleve disse værdier. Synes du egentlig ikke det er ok at sladre, men du gør det alligevel, så vil det påvirke din selvfølelse negativt.
 
 
Vær glad for dig selv

– Mange behandler sig selv dårligt, men du behøver ikke at behandle dig selv, som en du ikke kan lide. Trøster du andre i situationer, hvor de gør noget dumt, så bør du også trøste dig selv i samme situation i stedet for at bebrejde dig selv.  
Nyd de 97 procent som var fantastiske og lad være med at slå dig selv i hovedet med de tre procent som gik i vasken.
 
 

Du er god nok


– Det er ikke moderne at føle sig utilstrækkelig. Stop med det. Tænk hellere at du er en skøn person, der gør det så godt du kan, og at det virkelig holder. Det er en af de bedste måder at forebygge, at du bliver udbrændt.
Alle har deres egne mål, men din værdi afhænger ikke af, hvor hurtigt du opnår de mål. Vores tanker er vigtige, de er vores følelser, og følelserne ende med at være handlinger. Tager du ansvar for tankerne om dig selv, er du godt på vej til en bedre selvfølelse.

 
 
Frigør dig fra skam og skyld


– En rigtig god selvfølelse får du ved a frigøre dig fra at føle skam og skyld. Har du gjort noget for at såre eller skade andre, så forsøg at gøre det godt igen.
Tilgiv dig selv og husk at alle har gjort ting, som de ville ønske ikke var sket.
Skriv de ting ned du føler skyld eller skam over og brænd papiret. Du behøver ikke nødvendigvis stå ret for en række mennesker.
 
Lev i nuet

– Øv dig i at være til stede her og nu, i stedet for at hænge fast i det som er forbi eller bekymre dig om det, der skal ske i morgen. Du kan kun påvirke situationen her og nu. Øv dig i at nyde livet. Nogen længes efter fredag og ferie. Brug hellere kræfterne på, at leve lige nu.

 
 

Balance og frihed


Valgmulighederne er mange, og det giver en uendelig frihed. Men det kræver også, at vi er i balance for at kunne tackle alle de valg.
I vores tid kræves der mere selvfølelse for at tackle livet på livets vilkår. For at have det godt på vej mod dine mål, må du være bevidst om, hvad du tænker og mener.
Hvis livet kun er en plage de fem år det tager at opnå dit mål, vil du næppe kunne nyde resultatet, når du er kommet frem.

10 trin til en god smalltalk

Med uforpligtende snak om vind og vejr tester vi effektivt og ufarligt, om vi har lyst til at lære hinanden bedre at kende. Men husk at give en luns af dig selv.

Nedenstående liste er taget fra forfatter, journalist og kommunikationsrådgiver Jesper Klits nye bog ”Personlig gennemslagskraft”.

Som Jesper Klit skriver om værdien af smalltalk: ”Personer med stærk personlig gennemslagskraft er ofte gode til smalltalk, der i mere modne bekendtskaber ofte er den sociale kit, der binder relationer sammen.”

Bliv bedre til at smalltalke ved at …
 
1. Øve dig. Brug nogle af dagens uundgåelige mikropauser til aktivt at indlede en kort ordveksling med f.eks. taxachaufføren, naboen, pædagogen m.fl.


2. Tale om nuet
. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige, så tag udgangspunkt i den fælles referenceramme: Nuet. Tal om stedet, omgivelserne, situationen eller klassikeren: Vejret.

3. Stille spørgsmål. Åbne spørgsmål åbner mennesker. Spørgsmål som: ”Hvad synes du om foredraget.?”, ”Hvorfor er du her?” eller ”Hvordan vurderer du filmen?” er velegnede til at sætte en kort samtale i gang med andre.

4. Lytte aktivt. Lyt aktivt til hvad din samtalepartner siger. Ud over at lytte med ørerne, så vis, at du lytter med hele kroppen. Lyt mere end du taler.

5. Forberede dig. Hav eventuelt to eller tre situationsrelevante spørgsmål klar.

6. Sætte mål for dig selv. Hvis du skal deltage i en reception, så beslut dig på forhånd til, at du vil tage kontakt til og smalltalke med eksempelvis tre personer, du ikke kender.

7. Huske at smalltalk er smalltalk. Hvis samtalen ikke spiller, så sørg for at komme videre.

8. Være opmærksom på kropssproget. Dit kropssprog skal være åbent og afslappet. På denne måde inviterer du til dialog og sender et signal om, at du har det komfortabelt i situationen.

9. Gøre dig klart, at det er helt almindeligt at være genert og skulle overvinde sig selv, inden man tiltaler mennesker, man ikke kender. Men husk: At evnen til aktivt at netværke og opsøge nye mennesker kan give dig mange nye muligheder.

10. Give lidt af dig selv. En samtale bliver lidt mere interessant, hvis vi er villige til at fortælle blot en smule om os selv

Sådan kommer du gennem to-do-listen

 

 

Selvdisciplin kan godt være en særdeles vanskelig disciplin at praktisere

Harvard Business Review ilder derfor med tre gode råd til at få gjort arbejdet mere effektivt hver dag.

1. Sørg for at få løst tre opgaver inden frokost. Statistikken viser, at det hold, der kommer først halvvejs oftest vinder kampen. Nyd din frokost velvidende, at du har nået mindst tre ting i løbet af formiddagen.

2. Tænk i tid og tempo. Inddel et projekt i mindre dele. Tag den mest krævende del først og vær helt sikker på, at de efterfølgende dele af opgaven er mindre omfattende. Hvis du gemmer den mest krævende del af projektet til sidst, er der større sandsynlighed for, at du ikke har energi til at få løst den ordentligt.

3. Lav mere af det samme. Hjernen fungerer godt med repetition. Du kan nå ekstra langt ved at sørge for at løse ensartede opgaver på samme tid.

5 genveje til at give et godt førstehåndsindtryk

 

At møde nye mennesker kan være en kikset affære, hvis man ikke forstår sig på samtalekunst og pli. Læs her hvordan du bedst "sælger" dig selv.

Det første blik. De første ord. Eller det første håndtryk.

Alt sammen menneskelige møder, der kan få fatale konsekvenser for dit liv. Møder, som du sandsynligvis ofte ville ønske havde forløbet anderledes.

Læs her, hvad du ifølge askmen.com med fordel kan gøre, når du møder nye mennesker.

 

1. Klæd dig pænt på

Hvor overfladisk det end kan virke, er dit tøj en væsentlig del af de signaler, du udsender til verden. Både forretningsmæssigt og privat er dit tøj en stor del af dit ydre brand, så det kan ofte godt betale sig at overveje, hvad du tager på. Alternativt kan den person, du møder, have dømt dig på forhånd – før I overhovedet har fået talt sammen.

2. Tal tydeligt

Det lyder simpelt, men når du møder andre mennesker, er det afgørende, at du taler tydeligt. Kun få ting kan irritere som mennesker, der kommer mumlende igennem livet – og de samtaler, vedkommende fører. Skal du gøre et godt førstehåndsindtryk, kan du også med fordel efterlade havnearbejdersproget derhjemme og koncentrere dig om at tale grammatisk korrekt.

3. Brug personens navn i samtalen

Når du møder et andet menneske, kan du gøre jeres samtale mere personlig ved at bruge vedkommendes navn i samtalen, dog uden at være omklamrende. Det signalerer, at du er opmærksom på personen, da du giver vedkommende nok opmærksomhed til at huske hans eller hendes navn fra begyndelsen. En bonus ved at bruge et andet menneskes navn med det samme er, at du selv efterfølgende vil have nemmere ved at huske personen. Det øger dine chancer for at kunne huske navnet, næste gang I mødes. Og derved er vejen banet for at kunne imponere ved næste møde.

4. Undgå dårlige jokes

Humor er ligeså befriende en størrelse, som det kan være et problematisk socialt tiltag. En joke kan løsne op for en trykket stemning og være en menneskelig isbryder. Men ved mødet med nye mennesker kan kiksede vittigheder også være et sandt mareridt. I værste fald forsøger du dig med jokes, der falder i så dårlig jord, at du selv kommer til at fremstå som en menneskelig fadæse. Risikoen for at fornærme eller virke usmart er nemlig i høj grad til stede.

5. Vær en god lytter

I dit første møde med et andet menneske er det høfligt at være opmærksom på vedkommende og signalere, at du lytter efter, hvad der bliver sagt. Helt konkret kan du nikke forstående og holde god øjenkontakt med personen. Derudover er det god stil at spørge ind til det, vedkommende taler om. Og så er det helt afgørende, at du ikke giver dig i kast med at afbryde, når personen taler. Gør du det, signalerer du, at du er en egocentreret person med forkærlighed for din egen navle.

Boomerangen

 

 

 

Om du ved det eller ej, så kaster du flere boomeranger i dag.

Som du sikkert ved, så er en boomerang et vinkelformet jagtvåben fra Australien, som kommer tilbage til dig når du kaster den.

 

Du kaster mange boomeranger hver eneste dag, i form af dine handlinger, dine tanker, og din adfærd, som alle på et eller andet tidspunkt, kommer tilbage til dig – ofte i en meget forstørret udgave. 

 

Du har nok ofte hørt dette i forskellige variationer, som for eksempel ”giv og du skal modtage”, eller ”Som du sår, skal du høste”.  

 

Men hvordan påvirker dette princip dit hverdagsliv?  Helt enkelt forklaret, så hvis det er sådan at du giver kærlighed og respekt, så vil andre – generelt – også respektere og elske dig. 

 

Hvis du hjælper andre, så vil du højst sandsynligt også selv blive hjulpet. Denne ”lov” gælder selvfølgelig også for negativ adfærd, og handlinger. Hvis du er kritisk, og bedømmende, så skal du ikke blive overrasket hvis du også bliver kritiseret og bedømt. Hvis du har en negativ og fjendtlig adfærd, så vil du også blive mødt med fjendtlighed.

 

Men du modtager ikke altid præcist det du udsender. Det man får tilbage kommer ofte i uventede former, men man kan altid regne med at der følger en konsekvens efter det man gør.

Der følger negative konsekvenser efter uærlig, og ondskabsfuld adfærd, og positive konsekvenser efter gode og fair handlinger.

Rent videnskabeligt kalder man dette for kvantemekanik, og det forskes der meget i. Men kan også sige, at lige tiltrækker lige. Positivitet tiltrækker positivitet, og negative tanker tiltrækker negativitet.

 

Mange mennesker tror ikke rigtig på disse principper, selv om de rent faktisk ser beviser for dem hver dag. Det er fordi de ikke ser det i et stort nok perspektiv. Man får nemlig meget sjældent omgående respons på sine handlinger, og der går ofte meget lang tid imellem ens handlinger, og de returnerede konsekvenser. Derfor kan det godt være svært at se en sammenhæng.

 

Så hvis du føler du lever et ”godt liv” og du hjælper og respekterer andre mennesker, og  du føler at dine gode gerninger, og adfærd skulle kunne give gode renter, men at du stadig ikke modtager den ”gevinst” du fortjener, så fortvivl ikke.

For det første så overser du måske alle de små ”belønninger” du allerede har i dit liv, mens du kigger efter den store.

Eller så tænk på det Ralph Waldo Emerson skriver om ”forsinkede belønninger”. Altså at din gode adfærd, og positive gerninger bliver sat ind på en ”universel konto”, og hvor man så på et tidspunkt modtager nogle rigtig store ”renter”.

På denne måde belønner universet de mennesker der flittigt arbejder sig mod deres ultimative mål i deres liv, og overvinder mange forhindringer, for så pludseligt (sådan ser et i alle tilfælde ud) at opnå en meget stor succes. 

 

Mange har ofte også problemer med denne ”lov om tiltrækning” fordi de kigger efter belønningen i samme retning som de afleverede deres positive adfærd. Sådan virker det bare normalt ikke. Du vil aldrig kunne vide hvor den positive belønning kommer fra, og hvornår den kommer, men vær sikker på den kommer hvis du bare er åben for den.

 

Husk også at lade være med at give, eller gøre noget, kun for at få noget igen. Så er det ikke at give, men at bytte, og det begrænser det udbytte du rent faktisk kan få.

 

Måske er den letteste måde at forstå dette princip på, at se på det ”bagvendt”. Med andre ord, så prøv at se på hvad du modtager i dit liv lige nu. Det vil altid fortælle dig hvad du sender ud, eller har sendt ud tidligere.

 

Så hvis du for eksempel ikke modtager det du gerne ville så prøv at se indefter. Det kunne være venskaber, kærlighed, kunder, penge, respekt, ærlighed, og så videre du ikke synes du får nok af. Så overvej om du selv har holdt disse ting tilbage overfor mennesker omkring dig.

Har du givet nok kærlighed, eller respekt til andre? Hvad du holder tilbage med overfor andre, vil også blive holdt tilbage overfor dig. Når du begynder at give disse ting ud – så vil der blive lukket op for flowet tilbage til dig.

 

Det er rent faktisk så simpelt – send det ud, og modtag det tilbage. Så hvis du gerne vil modtage kærlighed, så begynd at give det ud. Hvis du gerne vil have at andre mennesker skal værdsætte dig, så værdsæt alle andre mennesker omkring dig. Lige meget hvordan de er. Vis din forståelse, og påskønnelse af andre mennesker omkring dig. Hvis du ønsker andre skal hjælpe dig, så hjælp  andre omkring dig.

 

Du har nemlig magten til at skabe det liv du ønsker dig. Det afhænger bare af hvordan du kaster dine boomeranger i dag, og fremover

 

 

 

 

 

Inspiration fra  http://www.coachacademy.dk/