Bunken.
Den er der altid.
Ligegyldigt hvad man forsøger at gøre, så dukker den op.
Igen og igen.
For nogen er store bunker med sager, der skal ordnes, et signal om travlhed.
Men ofte vokser bunkerne på samme måde som maven på en midaldrende erhvervsleder, der forsøger at holde de gode middage og den gode flaske vin stangen.
Det er stort set umuligt at få bugt med den.
For mange år siden havde jeg en kollega, der havde et skilt hængende på kontoret: Hvis et rodet skrivebord betyder en rodet hjerne – hvad mon et tomt skrivebord betyder?
Det er overflødigt at nævne, at kontoret, der nærmest havde samme størrelse som en munkecelle, var proppet med papirer, bøger og alt muligt andet. For mange er det tilsyneladende noget, som gælder permanent. Der skal være bunker.
Og de bliver ved med at vokse.
Arkæologer har gennem de sidste hundreder af år foretaget gennemgravninger af køkkenmøddinger, hvor vores forfædre smed deres afgnavede ben og alt, hvad de ikke havde brug for.
Møddingerne voksede, og når der var fyldt, så var det nogle gange signal om, at det var på tide at søge nye græsgange. Men i dag er det eftertidens mulighed for at få et indblik i hverdagen for vores fjerne forfædre.
Sådan er det heldigvis ikke med bunkerne. Det er de færreste, der vælger at rejse væk, når sagerne vokser over hovedet. Også selv om det ikke er noget ukendt fænomen, når tingene tager overhånd, og tingene bliver uoverskuelige.
Det er her, fremmede griber ind. Det kan være kunderne, der klager over alt for lange sagsbehandlingstider, eller chefen, der brokker sig over, at medarbejderen ikke er i stand til at magte arbejdsopgaverne.
Netop derfor vokser bunkerne – eller puklen, som man ynder at sige i den offentlige sektor eller hos livsforsikringsselskaberne.
En bunke giver tryghed. I en tid, da der er fokus på medarbejdernes værdiskabelse (som det hedder i konsulentsprog), er det hele tiden nødvendigt at kunne dokumentere, at lige netop MIT job har en eksistensberettigelse.
Her er bunken et værdifuldt redskab til at dokumentere, hvor uundværlig du er for din arbejdsplads. Desto større bunker, desto større arbejdspres. Et klart signal om vigtigheden.
Bunken vokser ovenfra. Der bliver puttet nye opgaver og papirer ovenpå. Det er en synliggørelse af organisationsteoriens klassiske Skraldespandsmodel, hvor opgaverne bliver løst i en tilfældig rækkefølge uden hensyntagen til hverken vigtighed eller lødighed.
Den er et sammensurium af ting og sager – ligesom køkkenmøddingen.
I bunken vil der ikke sjældent findes direct mails fra alle mulige firmaer, der vil lokke dig til at købe netop deres produkter. Der vil også være referater på forskellige udviklingstrin.
Enten godkendte referater, der skal læses, eller dine egne noter fra et møde, som bare venter på at blive hældt over i et word-dokument. Og frem for alt ligger der ting, som skal læses.
Bunkerne er cirkulationslister-nes fjende nummer et. Det er her, at MandagMorgen, Logistikhorisont, eller et helt tredje blad hviler sig mellem læserne, der sætter fluebenet i læst-rubrikken.
Og når bunken endelig synker i størrelse, sker det ved hjælp af papirkurven som nærmeste allierede. Der bliver smidt ud med hård hånd. Når bunken er blevet reduceret med adskillige centimeter, begynder den at vokse igen.
Indtil der går nogle uger – eller måneder – før den får en tur igen. Det sker ofte en søndag eller en dag, man lige bliver på kontoret lidt længere for at få ryddet op i bunkerne.
Der er nogen, der ikke kan lide bunker. Der holdes styr på tingene, og skrivebordet ser næsten klinisk ryddeligt ud.
Der er kun det papir på skrivebordet, som netop kræves for at arbejde med én konkret ting. Når sagen er ekspederet, så bliver den omhyggeligt arkiveret. Enten elektronisk eller i en god gammeldags analog papirversion.
Men ofte er det bare en idealiseret udgave af tingene. Bunkerne findes stadig, de er bare skjult i skabe, reoler og skuffer. Åbne reoler er ikke så godt. Der kan man se dem.
De endnu mere snedige, gemmer bunken på computeren. Der kan den ikke ses. Nogle er endda så smarte, at dokumenter bliver scannet ind, så de ikke længere forstyrrer i dagligdagen. Men de er der stadig. De er virtuelle og optræder i Task under Windows.
Her er bunken stadig i behold.
Den største ulempe er, at det ikke længere er synligt overfor omverden, hvor vigtig man er for virksomheden.
En hade-version af den type mennesker med skjulte bunker er dem, der hver morgen starter med at blokere printeren med dokumenter, der skal skrives ud.
Eller endnu værre – lige før du som sædvanligt er for sent på vej til et møde og skal udskrive dagsordenen og de ting, du har brug for. Det er nu engang lettere at læse på et stykke jomfrueligt A4-papir end en computerskærm. Og så bliver bunkerne synlig overfor hele kontoret.
Bunken er suttekluden for mange. Den er trofast, og den bliver ved med at være der. Og det giver gensynets glæde om morgenen, når computeren tændes, og man kan gå i gang med bunken.
Ovenfra.
Kilde : Jyllands-Posten 15. februar 2006, karriere, side 3
Gør en stor positiv forskel 
