3 skridt mod en lysere vinter

 
Kom bedre gennem den mørke tid
– 3 skridt mod en lysere vinter

Det varer ikke længe, før vi går over til vintertid, og dagene er allerede blevet markant kortere. Selv synes jeg, at det bliver sværere og sværere at komme gennem de mørke måneder, der venter forude. Jeg har derfor udviklet nogle teknikker, som jeg håber og tror kan hjælpe dig, der har det ligesom mig:

1) Skab små oaser i hverdagen
Når det bliver mørkt og koldt, kan det være svært at have overskud til ret meget andet end at passe sit job og få hverdagen til at fungere. Netop derfor er det ekstra vigtigt at sørge for at skabe tid til at gøre noget af det, du elsker – med dine børn, din partner eller sammen med gode venner. Det kendetegner langtidsfriske mennesker, at de passer godt på deres sociale relationer. Hjemme hos os gør vi det, at min kæreste og jeg klæder os fint på for hinanden og går ud og drikker cocktails. Det passer godt til mørket, og vi nyder hinanden på en anden måde og får talt sammen om ting, som ellers kan være svære at nå at få talt om i hverdagens travlhed. Så tænk over, hvad du kan gøre for at skabe små oaser i mørket med dem, du holder af.

2) Udnyt dage med solskin
Lyset er vigtigt for vores livsglæde. Når solen skinner, så producerer vi mere Serotonin i hjernen, og det har en positiv virkning for det, man kan kalde vores grundtone. Det kan derfor være en god idé at sørge for at komme ud og nyde de dage, hvor solen skinner. Det kendetegner langtidsfriske mennesker, at de i gennemsnit motionerer 30 min. MODERAT i det fri hver dag, så når det er mørkt, så kan det være en rigtig god investering at gå eller løbe en lille tur i solskinnet istedetfor at haste ned til det lokale fitnesscenter for at løbe på løbebånd i skæret fra lysstofrøret. Husk, at det er helt normalt at have "vinterkrop" – dvs. at man tager et par kilo på i vinterhalvåret. De ekstra kilo skal nok ryge af igen, når det bliver forår.

3) Drop fjernsynet og dyrk kulturen
Noget af det, som er helt centralt for de langtidsfriske mennesker er, at de bruger mindre tid foran fjernsynet og mere tid og flere penge på kultur-oplevelser. Det behøver ikke kun være finkulturelle ting som teater, kunst-udstillinger eller digtoplæsninger, det kan også være fodbold, stand up eller koneløft. Men det handler om at være sammen om noget – om at få en god oplevelse, som du kan dele med dine gode venner eller med din familie, og som I kan tale sammen om eller grine af bagefter.

 
Kilde : Henrik Krogh

En positiv indstilling til tingene kan beskytte mod hjertesygdomme og holde dig i live længere

 

Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Dit svar fortæller ikke kun om din indstilling til verden, men også hvor længe du lever.

Din indstilling til tingene kan få stor indflydelse på dit helbred. Foto: Colourbox

En ny undersøgelse viser, at en positiv indstilling til tingene kan beskytte mod hjertesygdomme og holde dig i live længere.

Undersøgelsen er foretaget på kvinder i overgangsalderen og er en de største undersøgelser, der nogensinde har forsøgt at kortlægge personlighedens betydning for hjertet. Undersøgelsen strækker sig over 15 år med 162.000 deltagende kvinder, som ikke havde problemer med hjertet, da undersøgelsen begyndte.

Undersøgelsen viste at optimisme beskyttede hjertet mod sygdom og død, mens pessimism forhøjede risikoen for begge dele. De kvinder som havde den mest fjendtlige og kyniske tilgang til livet var altså mere tilbøjelige til at dø end de glade kvinder.

Årsagen dertil er fortsat et mysterium for forskerne.

– Vi ved ikke helt præcist hvorfor, men ens indstilling til tingene ser virkelig ud til at betyde noget, når det gælder hjertesygdomme og helbred, fortæller doktor Hilary A. Tindle til WebMD.

 

Resultatet af undersøgelsen:

De mest optimistiske kvinder havde 9 pct. mindre chance for at udvikle hjertesygdomme og 14 pct. lavere risiko for at dø end undersøgelsens mest pessimistiske kvinder.

De kvinder med mest fjendtlig og kynisk indstilling til livet havde 16 pct. større chance for at dø end de kvinder der scorede lavest på de to barometre. Dog var muligheden for at få hjertesygdomme nogenlunde ens for begge grupper.
Nærmere detaljeret viste det sig at optimistiske kvinder med afrikansk baggrund havde 33 pct. lavere chance for at dø end de pessimistiske kvinder i samme kategori. Til sammenligning var der kun 13 pct. Forskel bland hvide kvinder.

Kvindernes indstilling til livet blev testet med sætninger som ”I usikre tider forventer jeg det bedste” og ”Jeg har ofte måttet tage imod ordre fra folk som ikke vidste lige så meget som mig.”

Pessimisterne havde i højere grad diabetes og depression, forhøjet blodtryk og højt kolesteroltal. De var også mere tilbøjelige til at være overvægtige, ryge og være inaktive.

10 Små skridt til store forandringer

 
 

Coach Anja Vintov er aktuel med bogen ’Flyt dig lidt – små skridt til store forandringer’. Vi har plukket nogle af hendes guidelines og does and don’ts, så du kan hente inspiration til at få et bedre liv uden de helt store tiltag.

Foto: Colourbox
1. Træn dit hverdagsmod
Hverdagsmodet er, når du beslutter dig for at satse på et liv, du har defineret. Også selvom det nogle gange forekommer nemmere at løbe sin vej. Hverdagsmod er at sætte dig selv under lup for at finde ud af, hvor du spænder ben for dig selv, og så begynde at gøre noget andet.

Du træner hverdagsmodet når du:
• Tør gå i mod normen

• Puster nyt liv i relationer, du tror på
 
• Tør sige fra til det, du ikke har lyst til, og ja til det, der trækker i dig, men som også er lidt skræmmende.
 
• Tør bede om hjælp, selvom du helst vil fremstå stærk og selvstændig
• Tør være helt ærlig, selvom det er nemmere at lade være

 

2. Tænk dig om
Hvor tit går du rundt og er utilfreds med livet, brokker dig lidt over, at tingene er, som de, eller tænker på, at det hele godt kunne være lidt sjovere. For tit. I stedet for at overhøre de alarmsignaler kroppen sender dig om din utilfredshed, bør du handle.

Tænk dig om
• Hvor meget tid har du allerede brugt på at have det dårligt?

• Hvornår er du sidst flygtet fra en smerte eller en frustration?
 
• Hvad kan smerten/utilfredsheden være et tegn på?
 
• Hvor tit udlever du selv nogle af disse ordsprog? At feje ting ind under gulvtæppet = det vil jeg ikke tale om; at lægge låg på = fokusere på andre ting end smerten/frustrationen; at stikke hovedet i busken = det går nok over, hvis jeg lukker øjnene for problemet.

Kan du nikke genkendende til nogle af statements’ne ovenfor, kan følgende øvelse være en god idé:

• Læg dig ned og slap af, lad vejrtrækningen falde til ro og stil dig selv følgende spørgsmål: Hvad savner jeg allermest i mit liv lige nu?
Når du har fundet svaret på spørgsmålet, skal du:
• Definere det mindste skridt, du kan tage her og nu. Det skal være så småt, at du kan handle på det allerede i dag.
 
• Identificér de tre vigtigste frustrationer, du har oplevet inden for det sidste års tid. Hvad har de forsøgt at fortælle dig? Hvad er det mindste skridt, du kan tage lige nu for at handle på det, du mærker? Hvornår har du tænkt dig at gøre det? Notér deadline på blokken.


Foto: Colourbox
3. Giv slip
At ændre sit liv til det bedre, handler om at kunne og turde give slip frem for at sidde fast i modstand. Give slip på det, der ikke længere tjener dig for at lade noget nyt komme til.

Sådan gør du:
• Stop med at regne alt ud på forhånd.

• Tag et skridt ad gangen.
 
• Lad andre mennesker være i fred og koncentrer dig om det, du kan gøre.
 
• Giv slip på dine ideer om andres forventninger til dig, og begynd at mærke, hvad og hvordan du ønsker at være.

 

4. Bliv en sund egoist
… nej, det er ikke forbudt, men nødvendigt, hvis du skal udvikle dig, have det godt med dig selv – og være noget for andre. Lær de sunde ego-principper og drop den usunde Mother Theresa-rolle.

De sunde ego-principper er bl.a.:
• Tro ikke på, at nogen ved bedre – du ved bedst altid. Lyt og lær ved at gå din egen vej.

 
• Vær tro mod dit overskud – screen din omgangskreds og din hverdag for energislugere. Alt og alle, der dræner dig for energi, byttes ud med nogen, der løfter dig.
 
• Forkæl dig selv – alene med det formål at forkæle dig selv. Intet andet.
• Drop hensynsbetændelsen – tag hensyn til dig selv først og fremmest.


Foto: Colourbox

5. Drop sammenligningerne, følg intuitionen og mærk grundfølelserne
Vi bruger oceaner af tid på uhensigtsmæssig selvbevidsthed: ‘hvordan ser de andre mig?’, ‘hvad tænker de?’. Den slags har store konsekvenser for vores udtryk, væremåde og handlemuligheder. Følgende blokeringer skal du blive bevidst om og skyde væk.

Sammenligning: stort set alle mennesker bruger meget energi på, hvad andre tænker. Optagetheden af, hvordan man tager sig ud i andres øjne kan resultere i en uhensigtsmæssig tilpasning, hvor man overser sine egne behov og sin unikke udtryksmåde.

Manglende tillid til egen intuition/dømmekraft: Man følger ikke sin første indskydelse, men ændrer sin beslutning flere gange afhængigt af, hvad andre gør, eller hvad man tror, andre forventer.

Mangelfuld kontakt til én eller flere af de fire grundfølelser: Du mærker ikke vrede, sorg, glæde eller din seksualitet.


Foto: Colourbox
6. Omgiv dig med støttende mennesker
Dine venner, familiemedlemmer og kollegaer har mere indflydelse på, hvor du er i dit liv, end du måske vil indrømme. Deres humør og energi har en afsmittende effekt på dig. Måske har du overvejende negative, dømmende eller drømmeknusende mennesker omkring dig? Eller er du snarere omgivet af overvejende positive, livsglade og støttende mennesker? Uanset hvad, så sørg for at få flere positive mennesker omkring dig.

Sådan er støttende relationer:
• I tror på det bedste i hinanden.

• I godtager ikke undskyldninger og dårlige forklaringer, kun ærlig snak.
 
• I giver hinanden lov til at spotte og påpege overspringshandlinger og historier, der ikke gavner relationen eller det enkelte individ.
 
• I ved, at man skal pege på sig selv, før man peger på andre.
 
Vær på vagt, når nogen siger:
• Nu kan det snart ikke blive værre.
• … men det er jo ikke noget, jeg kan gøre for.
 
• Det er i hvert fald ikke min skyld, at…
 
• Sådan må det jo så være.
 
• Man ved, hvad man har, ikke hvad man får.


Foto: Colourbox
7. Sats på den ægte kærlighed
Indse, at hvis du er bange for at blive afvist, afviser du allerede dig selv. Hvis du ikke satser på kærligheden i den version, du ønsker, afviser du den på forhånd. Den gode nyhed er, at du har friheden til at spørge om alt, bede om alt og få alt – hvis du kan leve med at blive afvist en gang imellem og bruge det til at finde ud af, hvor du afviser dig selv.

Gå efter det, du vil have – intet mindre!
• Spørg om det, du tror, du ikke kan spørge om.

• Bed om det, du ønsker.
• Sig det, du føler, og sig det, som det er.
• Sats på det, du vil.

 

8. Gå efter drømmejobbet
Når man skal gå efter sit drømmejob, er der nogle faldgruber, man skal passe på:

• Du er for opsat på at vælge ’rigtigt’: … og risikerer derfor at blive, hvor du er – af frygt for at vælge forkert. Fokusér i stedet på at træffe en beslutning, der føles rigtig – glem altså den rigtige beslutning. Du kan ikke vælge forkert! Uanset, hvad du vælger, vil det give dig en ny indsigt i, hvad du så vil. At ærgre sig i bagklogskabens lys er ren og skær tidsspilde.

 
• Du forsøger at regne det hele ud på forhånd: … men du kan ikke tænke dig ud af karriereknuder. Den slags skal mærkes. Træf et valg, tag en beslutning og prøv det af – det er først, når du rent faktisk gør noget, at du har mulighed for at mærke, om det virker. Du kan ikke tænke dig til en beslutning. Handling skaber forvandling.
• Du lytter mere til andre end til dig selv:
Hold øje med, hvad andre mennesker opfordrer dig til at gøre – og spørg dig selv, om det harmonerer med, hvad du inderst inde har behov for og lyst til. Gør du det, andre synes, du skal – eller følger du din egen indre stemme?
• Du resignerer:
Mist aldrig modet til at gøre det på din måde. Det er din karriere.


Foto: iStock
9. Bliv bevidst om prisen
At forandre tingenes tilstand kan være hårdt. Men har du råd til at lade være? For at lade være kan blive ’dyrere’ for dig, end at gøre noget.

Prisen for ikke at forandre noget kan være:
• Stress og uro

• Bitterhed
 
• Mindre glæde i hverdagen
• Mellemtilfredshed
• Kedsomhed
• Manglende entusiasme
• Manglende handlekraft
• Svækket tro på dig selv, og hvad du kan udrette
• Et liv, der i bedste fald er ok
• At du er dømmende over for andre, der rent faktisk gør noget
• At du har svært ved at glæde dig på andres vegne

 

10. Træn hverdagsmodet
I bogen ’Flyt dig lidt – små skridt til store forandringer’ findes en liste over 100 måder, du kan træne dit hverdagsmod på. Vi bringer 10 af dem her, så du kan få gang i processen:

• Hold fast i dit nej.

• Kontakt en person, som du gerne vil lære af.
• Sæt overliggeren meget højt og hav vilde visioner om dit liv.
• Tag et lille skridt hver dag i retning af den vilde vision.
• Gør noget, du ikke har prøvet før.
• Vær 100 % ærlig i 24 timer.
• Find én ting at værdsætte ved alle dem, du møder.
• Deltag i et arrangement, hvor du ikke kender nogen, og tal med fem nye mennesker.
 
• Invester i dig selv – langt mere end du gør nu.
 
• Giv slip på fortiden – fokusér på nutiden.

Hvad er lykke – kan den måles? – Bevis: Teknikker til et lykkeligt liv virker

 
Hvad er lykke – kan den måles?

Lykke er blevet et meget bredt anvendt begreb. Vi taler også om, at Danmark er verdens lykkeligste land. Men hvad er lykke egentlig og hvordan måler vi den?

I 1800-tallet definererede Jeremy Bentham lykke som at opnå mest muligt velvære og samtidig mindst mulig smerte. Mængden af velvære trækker op i lykkeniveau imens mængden af smerte trækker ned. Dette var en meget simpel måde, at måle lykke på. Senere undersøgelser har vist, at vores vurdering af hvor lykkelige vi er, afhænger af andre faktorer, og at smerte faktisk ikke nødvendigvis trækker ned i lykkeniveau.

De fem faktorer, som i dag bliver brugt til at vurdere lykkeniveauet på af danske psykologer er følgende:

  • Generel tilfredshed med livet
  • Penge (kun til et vist niveau)
  • Helbred
  • Jobtilfredshed
  • Sociale Relationer
  • Lokalmiljøet

(Kilde: Nationaløkonom Lars Bjørnskov og Psykolog Lars Ginnerup)

Kairos Future, et internationalt konsulenthus, anvender følgende faktorer til at undersøge befolkningers lykkeniveau:

  • Positivt tankesæt
  • Tilfredshed med kærlighedslivet
  • Tilfredshed med arbejdslivet

Der er i dag ikke et anerkendt eller standardiseret redskab til at måle lykke med. Da lykke er subjektiv, og faktorerne varierer på tværs af kulturer, er det vanskeligt at skabe et universelt måleinstrument.

Der er dog ingen tvivl om, at lykke anses som den mest ønskelige tilstand for mennesket, og en tilstand som alle mennesker på hver sin måde stræber efter at opnå. Dalai Lama udtaler at ‘lykke er meningen med livet’, og dermed er menneskets mål i livet at stræbe efter at opnå maksimal lykke. Positiv psykologi kan hjælpe med en række værktøjer, som det er undersøgt giver øget lykke.

Bevis: Teknikker til et lykkeligt liv virker!

Der findes mange værktøjer og teknikker på markedet, som påstås at kunne gøre mennesker lykkelige. Et udvalg af disse er blevet undersøgt af forskere indenfor positiv psykologi, og man har fundet frem til 6 teknikker, som viser sig at virke i praksis. En stor gruppe personer har hver enkelt undersøgelse afprøvet en teknik og resultaterne er tydelige. De personer, som anvender teknikkerne oplever at de føler sig mere lykkelige end før.

De 6 teknikker er beskrevet i uddybende i andre artikler her på siden og kaldes:

  • Udvise taknemmelighed
  • Positive erindringer
  • Nydelse
  • Bedst mulige jeg
  • Anvende personlige styrker
  • Alturisme (gøre noget for andre)

I undersøgelserne bliver testpersonerne bedt om aktivt at benytte de enkelte teknikker både på kort og lænegre sigt. Samtidig skulle de skrive ned hvor lykkelige de følte sig.

Undersøgelserne vidste klare resultater når teknikkerne blev brugt regelmæssigt. Samtidig viser forskningen også at det er individuelt hvor godt de enkelte teknikker virker, og det anbefales derfor at man prøver sig frem for at se, hvad der virker bedst.

7 tips til et passioneret arbejdsliv

 

 

PSYKOLOGI giver dig gode råd til, hvordan du skaber en karriere, med udgangspunkt i det du brænder allermest for

Der er stor forskel på den glade amatør og den, der lever af sin passion. Her får du coach og forfatter Jane Hahns bud på, hvordan du tænker lidenskaben ind i din karriere.

1. Hvornår er du i dit es?
Tænk på en god dag på arbejdet og overvej, hvorfor den var formidabel. Gå så dybt som du kan, når du spørger, hvorfor noget var godt. Undersøg også din værste dag og lav en liste over mulige grunde, så du til sidst kan se kontrasterne.
 
2. Fokuser på selvindsigt.
Kend dine styrker, så du nemmere kan sætte den rigtige kurs i forhold til at bruge din passion i prof essionel sammenhæng.

3. Find ud af, hvad der tænder dig.
Hvad ville du helst bruge tid på, hvis du kunne vælge frit? Du kan indkredse din passion ved at lave research eller tale med folk, som, du mener, har dit drømmejob.

4. Kend dit flow.
Flow er en tilstand, hvor du glemmer alt om tid og sted, fordi du er opslugt af det, du laver. Flow handler dybest set om, at dine kompetencer matcher de udfordringer, du møder.

5. Brug dit netværk.
Et godt netværk kan være altafgørende for, om du får succes eller ej. Måske skal du arbejde på at forbedre det, så dine chancer for at nå dine mål bliver forstærket.

6. Overvej, hvad du er villig til at ofre.
Passion har nemlig også en bagside, og de færreste kommer langt uden at vælge noget fra. Det kan være venner, børn eller fritidsfornøjelser. Hvad kan du undvære?

7. Vær realistisk i dine forventninger
Vær realistisk, når du når til det stadie, hvor du skal udvikle dig sammen med passionen. Det er her, du ønsker at se tingene vokse og føler, at du kan gøre en forskel. Det tager tid at blive så god, at andre vil betale dig for dit arbejde. Overvej, om du er godt på vej eller starter fra bunden.

Her er de nye krav til en gentleman

 

Mange traditionelle gentlementræk som at betale for middagen og holde døren er yt. Nutidens kvinder vil have mænd, der bl.a. sms’er regelmæssigt, ifølge ny engelsk undersøgelse.

Gammeldags gentleman

  • Åbner og lukker bildøren
  • Betaler for middag
  • Trækker stolen ud for en kvinde
  • Spørger en kvinde, om hun vil danse
  • Bærer en kvindes taske
  • Spørger om en førstedate
  • Køber kort og gaver jævnligt

Moderne gentleman

  • Fylder kvindes bil med benzin
  • Tilbereder mindst en imponerende middag
  • Lader kæresten/hustruen se sin favorit TV-serie
  • Går ud med skraldet
  • Er ikke bange for at græde offentligt
  • Uploader din yndlingssang til din iPod
  • Kigger efter dig, når du har tømmermænd
  • Kommer med en kop te til dig hver morgen
  • Sender jævnligt romantiske sms’er til dig

Hvad er en rigtig gentleman? Er det en, som trækker stolen ud for dig, når I er ude at spise, eller tilbyder han at bære din taske og indkøbsposer, når du er ude at shoppe? Eller hvad?

Den engelske designer Austin Reed, der bl.a. sælger skræddersyet, klassisk tøj til mænd og kvinder i London, har undersøgt, hvad den moderne gentleman anno 2010 gør for at charmere sin kvinde. Det skriver den engelske avis The Daily Mail.

At tilberede en middag, lade kæresten se favorit TV-serien, gå ud med skraldet og fylde benzin på bilen er bare nogle af de nye træk, som kvinder finder attraktivt ved den moderne mand.

Romantiske sms’er

Undersøgelsen bygger på svar fra 3.000 kvinder og viser, at en tredjedel af kvinderne ikke længere efterspørger de traditionelle træk hos en gentleman – som for eksempel at blive budt op til dans.

Ud fra undersøgelsens resultater kunne man også konkludere, at en tredjedel af de adspurgte kvinder ikke længere forventer, at mænd trækker stolen ud for dem, når de er på restaurant.

I stedet er det populært, at manden regelmæssigt sender romantiske sms’er. Og en ud af 20 af de adspurgte kvinder syntes, at deres kæreste eller mand skulle skrive beskeder på deres Facebook-væg. Hvorimod mere end to tredjedele af de 3.000 kvinder fandt det uhøfligt, hvis manden sender sms’er til andre venner på en date.

Ifølge kvinderne i undersøgelsen er det i orden, at den moderne mand græder offentligt, og så skal han også gerne tage sig af dem, hvis de har tømmermænd.

Der var dog et par træk ved den gamle gentlemen-stil, som kvinderne gerne ville beholde. De vil stadig gerne holdes i hånden og have, at manden bærer deres taske eller indkøbsposer.