To munke passede hvert deres æbletræ.

 

 

 

 

På hvert træ voksede 20 æbler, og hver dag gik de to munke ud og spiste et æble fra deres træ. Den første munk kiggede på alle sine æbler og valgte altid det smukkeste. Den anden munk nænnede ikke at spise det smukkeste æble. Han valgte altid det grimmeste. Så havde han de smukke æbler til gode, tænkte han.

Forskellen på de to munke blev, at efter 20 dage havde den første munk spist 20 æbler, der hver på dét tidspunkt var det allersmukkeste, mens den anden munk havde spist 20 grimme æbler.

 

Gør ligesom den første munk. Spis det smukkeste æble først. Løs den sjoveste opgave først. Så vil hver opgave være den sjoveste, du kan vælge. Når du planlægger din tid, så gør det, du vil, først, i stedet for at gemme de gode ting, til du er helt udkørt og ikke kan nyde dem.

 

Sådan gør du –

På arbejdet. Sidder du med 5 opgaver foran dig, så prioriter hele tiden den opgave du har mest lyst til. På den måde ender du med at have løst 5 gode opgaver.

I weekenden. Lad være med at invitere dem du ikke har set i lang tid, fordi det er lang tid siden. Inviter dem du har mest lyst til at se. På den måde tilbringer du tid sammen med de bedst tænkelige mennesker.

På ferien. Skal du f.eks. til Rom på sommerferie, så vælg ikke efter hvad man bør opleve, men hvad du har lyst til. Find det allerbedste af Rom. Kender du en helt unik restaurant, så start ferien med at spise dér. På den måde får du kun de bedste rejseoplevelser.

Kilde :

© 2001-2008 MartinErichsen.dk

Vores placering i flokken af søskende vil præge os hele livet

 

Storebror og storesøster vil altid være boss

Der er 18 år mellem Karen og Lars Løchte Jensens ældste og yngste barn. At der er et pænt spring mellem parrets fire børn er ikke planlagt, men tilfældigt. I hængekøjen fra venstre: Julie, 14, Emma, 8 med William på fire uger og til højre Albert på 18.

Vores placering i flokken af søskende vil præge os hele livet, konkluderer ny bog fra svensk forsker. Vi vil gentage de mønstre, vi har lært som børn, og vores søskende er i høj grad med til at skabe vores identitet. Men pas på med stereotyper, lyder det fra børnepsykolog.

Albert og William er brødre. Storebror og lillebror med samme far, samme mor plus to søstre på 14 og otte med langt mørkt hår, der begge går til dans.

Albert er med sine 1 meter og 88 centimeter den ældste. Han er 18 år, spiller golf, er lige begyndt i 3.g på Øregård Gymnasium, er kæreste med en pige, der hedder Line og derfor ikke længere så meget hjemme i huset i Gentofte som de andre i familien.

William er yngst og stort set altid hjemme. Netop fyldt fire uger og med en foreløbig længde på 56 centimeter. Der er ikke flere ledige børneværelser i huset på Anemonevej, så indtil videre har han værelse inde på kontoret.

Selv om William næsten lige er flyttet ind, har han alllerede fået sin rolle i familien. Han er den sidste i søskendeflokken. Ham, som forældrene vil gøre alt, hvad de kan for ikke bliver overforkælet. Lidt forkælet måske, men på den gode måde.

En måde, hvor forkælelse er tid, og ikke nødvendigvis ting. Tid med sine søskende og tid med sine forældre. For med så stor en familie, der ofte også inkluderer pigernes veninder og storebrors kæreste, er der nok altid én, der lige vil spille bold med William, bygge en togbane, hente ham fra børnehave eller bare småsludre, når han bliver lidt større.

At William er den yngste – han får nemlig ingen mindre søskende, fastslår hans forældre – vil komme til at forme hans personlighed resten af livet.

I hvert fald hvis man skal tro en ny bog, der netop er udkommet om betydningen af vores placering i søskendeflokken. Ifølge bogens forfatter, den svenske forsker i søskenderelationer, Elisabeth Schönbeck, har de fleste af os nok en fornemmelse af, at vi er blevet og måske stadig bliver påvirket af, hvor i rækken, vi befinder os.

Også selv om vi kun er det ene ud af to børn. Eller måske er enebarn, for også rollen som »solist« har afgørende betydning for den måde, vi udvikler os på fra barn til voksen. Men de færreste er nok klar over, HVOR meget det betyder senere i livet, om man tilfældigvis er født først eller sidst, mener Schönbeck.

Hun refererer til undersøgelser fra international søskendeforskning, der viser, at placeringen kan forklare noget så afgørende som vores valg af partner og job, til hvordan vi i øvrigt fungerer socialt.

En af de mere optimale kombinationer af et partnerskab kan være en storesøster, der gifter sig med en lillebror, mens et ægteskab mellem to ældste søskende ifølge forfatteren kan gå hen og blive temmelig svært.

Begge er nemlig overbeviste om, at de hver især er den eneste, som kan gøre tingene på den rigtige måde. Hvis to mindre søskende gifter sig, er der en pæn risiko for, at køleskabet jævnligt vil stå tomt.

»Rækkefølgen præger os hele livet og får os til at handle og opføre os på bestemte måder. Det er ikke så mærkeligt, for vi har ubevidst øvet os hele vores opvækst, og det, vi har øvet os på som børn, bliver vi som regel gode til som voksne. Med andre ord hænger vi på vores roller,« konkluderer Elisabeth Schönbeck.

Vil man studere søskendeforskning – måske i håb om at finde en forklaring på, hvorfor pokker man altid påtager sig et ansvar, hvad enten det er som formand for kontaktforældrene i skolen eller ham, der står i spidsen for arbejdsmiljøudvalget på jobbet – er der visse kriterier, man skal huske at have med:

Uden aldersforskellen, kønsfordelingen og antallet af søskende får man ikke et reelt billede, mener Schönbeck.

En storebror er nemlig ikke altid en typisk storebror, en mellemsøster ikke nødvendigvis det klemte barn, og et enebarn behøver ikke at være gammelklogt og små-nørdet.

Enebarnet har nemlig mange fællestræk med det ældste barn, der ofte har lederegenskaber, og selv om fagfolk med læger og pykologer i spidsen indimellem beskylder søskendeforskere for at være lige lovligt firkantede og unuancerede, så er der en række faktorer, der skal være på plads for at give et reelt billede.

Klimaet i familien bliver for eksempel meget forskelligt, hvis den kun består af piger, kun af drenge eller er blandet, forklarer Elisabeth Schönbeck.

»En dreng, der får en lillesøster udvikler sig ofte på en anden måde end en dreng, der får en lillebror, selv om de begge er storebrødre. Også antallet af søskende kan forme vores karaktertræk. Det er ikke det samme at være lillebror til en enkelt søskende, som det er at være lillebror til for eksempel fire søskende,« siger Schönbeck.

Hun peger på, at en storesøster til fire søskende sandsynligvis kommer til at tage fire gange så meget ansvar som en storesøster til en enkelt søskende.

»Nogle vil sige, at hun nok bliver enhver chefs drøm med al den ansvarsfølelse, men der er stor sandsynlighed for, at hendes søskende og arbejdskammerater vil finde hende direkte irriterende,« lyder det fra forfatteren til bogen »Ældst, yngst eller midtimellem,« der udkom i sidste uge.

Også aldersforskellen spiller ind. Er der mere en seks år mellem to søskende, vil de være såkaldt funktionelle enebørn. Hvilket vil sige, at et midterbarn med en søster, der er ni år ældre som voksen sagtens kan agere som om hun var opvokset som det ældste barn.

Et andet eksempel er en familie med tre børn med mere end seks år mellem hvert barn. Resultat: Tre stykker enebørn. Og er der mindre end 18 måneder imellem, er der tale om pseudotvillinger.

William smågrynter tilfreds. Han ligger trygt i armene på sin ældste storesøster, Julie, efter at have fået mælk hos sin mor. Ifølge børnenes forældre, Karen Kirchheiner Jensen, 44, og Lars Løchte Jensen, 44 er Julie en meget ansvarsfuld pige, man kan have stor tillid til.

Hun er ganske vist nummer to i rækken, men er MEGET storesøster. Albert er også god til at et tage ansvar, han er bare ikke så meget hjemme. Til gengæld har han masser af holdninger, når han er i huset.

Også når han synes, hans mor pylrer for meget om de mindste. En typisk storebror? Det er svært at sige, synes Karen og Lars, der ikke fra starten har planlagt, at der skulle være et relativt stort spring mellem deres børn.

»Bortset fra, at vi hele tiden gerne har villet have fire børn, hvis det var muligt, er det ret tilfældigt, hvornår de er kommet. At vi slutter af med en dreng, passer os egentlig fint,« siger Karen Løchte Jensen.

»Det kunne godt have lidt hårdt for en pige at skulle leve op til to meget ældre søstre. William vil ikke kunne huske, at han overhovedet har boet sammen med Albert, for Albert flytter med en vis sandsynlighed inden for de næste to-tre år. Med 18 års mellemrum vil vores to sønner få et anderledes søskendeforhold,« erkender Karen Løchte Jensen, men ikke et forhold, der nødvendigvis behøver at være dårligere, end hvis de have været tættere på hinanden. Bare anderledes, mener hun.

Emma på otte er godt tilfreds med ikke længere at være den lille i familien. Endelig er hun blevet storesøster, og det er en god følelse, synes hun.

Én af de fagfolk, der mener, man skal være varsom med stereotyper, er cand.pæd.psych Ole Kyed, der er specialist i børnepsykologi og pædagogisk psykologi. For ham er placeringen i en søskendeflok nyttig viden, der indgår i en helhedsvurdering, men heller ikke mere.

»I mange sammenhæng er vi ikke bange for at putte folk i kasser og kategorisere hinanden, men det er noget med traditioner, og når det kommer til søskendeforskning, er traditionen indtil videre ikke så stærk,« mener Ole Kyed.

»Jeg tror generelt, man skal passe på med at overvurdere betydningen af den rækkefølge, man selv og ens børn er født ind i. Men selvfølgelig er det interessant, bare man ikke tillægger det alt for stor vægt, så det tager fokus fra andre faktorer,« siger han.

Hvad der er mere vigtigt for Ole Kyed er, at forældre ikke forsøger at behandle deres børn ens, fordi de tror, det er det bedste, de kan gøre.

»Børn er vidt forskellige, og selv om man har flere børn tæt på hinanden, er det vigtigt at hjælpe dem til udvikle sig udfra det enkelte barns forudsætninger og personlighed. Det er ikke det samme som at gøre forskel, men kræver, at man kender hvert af sine børn særdeles godt,« siger Ole Kyed.

Mens Ole Kyed altså er mere forbeholden overfor at give søskendeforskning for meget tyngde i sit arbejde, har praktiserende læge Jesper Mørk-Hansen brugt sin viden om søskenderelationer i mere end 25 år i sin praksis.

Både Elisabeth Schönbeck og Jesper Mørk-Hansen har haft den nu afdøde psykiater Oluf Martensen Larsen som mentor. Psykiateren gjorde sig i en årrække internationalt gældende, men i dag er det kun få læger og familieterapeuter, der bruger teorierne i praksis.

Jesper Mørk-Hansen er én af de mest erfarne inden for området i Danmark og er med i flere internationale netværk, der beskæftiger sig med søskenderelationer.

»Den identitet, man får via sine søskende er så betydningsfuld, er man ikke kan overse den som en vigtig brik, der er med til at danne et billede et menneskes karaktertræk. Alt for ofte er der alene fokus på relationen mellem barnet og forældrene, mens søskende har en mindre betydning. Det mener jeg er en stor fejl.«

Ifølge Jesper Mørk-Hansen er barndommen er en lærlinglingetid, og når vi er mellem 13 og 19 år er vi blevet ungersvende. Som voksne handler vi ud fra det, vi har lært, og de forventninger, der er blevet stillet til os. Forventninger og krav, der er vidt forskellige fra lillesøster til storebror, siger han.

For storebror er og bliver »the big boss«. Han er ifølge Elisabeth Schönbecks bog målrettet, ansvarsbevidst, ambitiøs og loyal. En kontrol-freak med hang til perfektionisme. God til at præstere og skabe resulater, for han har øvet sig det meste af sin barndom.

Som den førstfødte i familien har mor og far – ofte ubevidst – stillet større forventninger til ham, end til de andre børn. Storebror har ganske vist fået mere opmærksomhed som lille, men er i højere grad end sine søskende blevet målt på sine præstationer. Han skal føre slægten videre og vise ansigt udadtil, og det giver ham nogle kvalifikationer og en særlig position. Derfor ender familens ældste barn oftere i en lederstilling end sine yngre søskende, konkluderer Schönbeck.

USAs præsident Obama er storebror. Ganske vist til en søster, der er langt yngre, og derfor er Obama også funktionelt enebarn. Men storebror, det er han. Det samme er tidligere udenrigsminister Colin Powel, og også Hillary Clinton er den ældste ud af tre børn.

I kraft af sin position har storesøstre samme kvalifikationer som storebrødre og dermed talent for at administrere og organisere.

Hvem er det, der arrangerer familiefesterne, tager initiativ til den årlige sommerhusfrokost eller sørger for det praktiske, når mor skal fejre sin 80 års fødselsdag eller sælge huset for at flytte i lejlighed? Men en vis sandsynlighed ikke familiens yngste, mener Elisabeth Schönbeck.

I sin bog gennemgår hun alt lige fra den typiske lillesøster og lillebror, der ikke bryder sig om at ligge under for autoriteter til midterbarnet, der måske – måske ikke – er klemt.

De yngste i familien tager gerne chancer, satser på heldet og elsker frihed. Er man på rafting ned af en flod i Afrika eller forsøger at nå toppen af et bjerg i Himalaya, er det overvejende lillesøstre eller lillebrødre, man vil støde på undervejs.

Midterbørn kan være klemte, men ikke nødvendigvis. Især ikke, hvis man er bror til en storesøster og en lillesøster som den svenske prins, Carl Phillip.

Han får som eneste dreng masser af opmærksomhed fra både søstre og forældre. Ifølge forfatteren er det mellemste barn båndet mellem sine søskende, hvor det ældste barn binder forældre og søskende sammen.

»Midterbarnet i en familie med tre børn bliver ofte bindeledet mellem en bevarer, nemlig den ældste, og en fornyer, som er den yngste. Det er båndet mellem pligt og lyst, og det kan der være en vis udfordring i,« mener forfatteren.

Men hvad skal vi bruge al den viden til, når vi alligevel ikke har nogen som helst mulighed for at ændre på den rækkefølge, vi nu en gang er født ind i?

Ifølge Elisabeth Schönbeck kan vi bruge den til at lære os selv lidt bedre at kende i håb om at nå frem til nogle medvirkende forklaringer på, hvorfor vi er blevet dem, vi er. På den måde kan vi arbejde med de sider af os selv, vi måske ikke har det så godt og samtidig lære at udnytte vores stærke sider, mener hun.

»Vi kan også bruge vores viden i forhold til vores børn. Når vi nu ved, hvad vi skal være opmærksomme på, er udgangspunktet for at give dem en god opdragelse med masser af kærlighed, som de aldrig må skulle kæmpe for at få, betydeligt lettere. Ikke mindst i forhold til at ruste børnene til et godt liv som voksne.«

6 ting, du kan lære af idrætsstjernerne

 

 

Almindelige mennesker kan lære en masse af elitesportsfolkenes metoder og selvforståelse.

Selv om verdens hurtigste mand, den jamaicanske løber Usain Bolt er i en klasse for sig, kan du som almindelig motionist lære en hel del af ham og de andre elitesportsfolk. 

Idrætspsykolog Kristoffer Henriksen giver her 6 gode råd til teknikker taget fra elitesportens verden, der kan hjælpe dig til at præstere dit yderste i din træning. 

1. Vær kompromisløs

Noget af det, topidrætsfolk har forstået og accepterer, er, at det forpligter at sætte sig et mål. 

Man skal være kompromisløs i forhold til det mål og ikke give sig selv alle mulige undskyldninger for at springe over, hvor gærdet er lavest. 

Det er et af de problemer, mange motionister løber ind i.

Det er ikke godt nok, at du dropper træningen tirsdag aften, fordi det regner.

Det er heller ikke at forpligte dig til dit mål, at du er tilfreds med at løbe 10 kilometer på 41 minutter, hvis du har sat dig for at løbe den på 40 minutter.

I stedet for at rose dig  selv med "Jamen, det er da også flot", skal du sige"Det er bare ikke i orden".

Gør målet til det vigtigste i dit liv på den måde forstået, at du er klar til at prioritere det på alle plan.

Du skal f.eks. ikke blive siddende oppe til kl. 23 og drikke en flaske rødvin aftenen før, du skal ud at løbe 15 kilometer.

2. Styrk din indre dialog

En teknik til at være mere standhaftig og kompromisløs i forhold til det mål, du har sat dig, er at øve dig i at styrke din indre dialog.

Vi har alle en tendens til at være eftergivende over for os selv. Sige til os selv, at det "er hårdt at træne, når man har passeret de 30 år", at det er "svært at få tid til at træne, når man også har fuldtidsjob og familie".

Det handler om bare at komme afsted og overhøre din indre stemme, der forsøger at overbevise dig om noget andet.

3. Vær bevidst om vejen til målet

Spørg dig selv: "Hvordan når jeg målet?". Og "Hvem har jeg i min omgangskreds, der kan hjælpe mig?"

Elitesportsfolk er meget bevidste om og optaget af at vide hvad og hvem, der kan hjælpe dem hen til deres mål.

Hvem der kan lægge den rigtige løbeplan, og hvem, der er eksperter inden for deres felt.

Den almindelige motionist behøver ikke gå så professionelt til værks, men du kan have meget nytte af at ringe til nogen, der kan hjælpe og støtte dig til at nå dit mål – eksempelvis til at få lavet en løbeplan, hvis du gerne vil træne op til en maraton.

4. Evaluer dig selv hele tiden.

Elite sportsudøvere evaluerer og udfordrer hele tiden sig selv og stiller sig sjældent tilfredse, hvis det ikke lykkes.

Det gør de bl.a. ved at lave og nedskrive delplaner for deres præstationer.

Du kan med fordel tage den teknik til dig. Ved at evaluere dig selv jævnligt, holder du kog i motivationen og bliver ved med at udfordre og presse dig selv.

5. Gør op med dig selv, om andre skal vide det

Nogle mennesker bliver motiveret af at fortælle alt og alle, at de er gået i gang med at træne hårdt for at nå et bestemt mål.

Andre føler sig derimod sat under et stort forventningspres, hvis hele vennekredsen er indviet og stiller spørgsmål til det.

Det er derfor vigtigt, at du fra starten gør op med dig selv, om du vil involvere andre – eller vil holde et evt. løbe-projekt for dig selv.

6. Opnå stor selvforståelse

Mange store sportsfolk har en positiv selvforståelse, fordi de ved, at de er i stand til at kæmpe sig igennem smerte og psykologiske nedture for at nå det mål, de har sat sig.

De finder en identitet i at være personer, der er lavet af "et stof", der kan det. En følelse og selvforståelse, de bruger mange andre steder i livet end i sporten.

Samme positive selvforståelse kan du opnå, hvis du tager dit mål alvorligt og forpligter dig til det.

Karrierekvinde – går du efter chefposten?

 

 

 

 

Har du det, der skal til for at du aktivt påvirker dit eget karriereforløb?

Test dig selv her fra Business.dk og find ud af om, du falder ind under fem grundparadokser, som erhvervskvinder ifølge en undersøgelse fra konsulentvirksomheden Protocol, har. Selv i 2009.

Kan du svare ja til et af de følgende fem paradokser:

• Jeg vil fremhæves på grund af mine præstationer, men ikke fordi jeg er kvinde.
• Jeg vil ikke gå på kompromis med mine værdier for at spille spillet
• Jeg vil også gerne så meget andet med mit liv
• Jeg synes, det kan være svært at være mig selv, når jeg er sammen med andre kvinder.
• Jeg har også andre end mig selv at tænke på.

I så fald er du en helt almindelig karrierekvinde. Det er nemlig resultaterne fra en undersøgelse fra konsulentvirksomheden Protocol på baggrund af svar fra 1.803 kvinder i alderen 25-55 år.

Her er ti ting, erhvervskvinderne selv kan gøre for at nå til tops.

Stå ved dine kompetencer og ambitioner – i stedet for at forklare alle dine succeser med ”tilfældighedernes spil”. Mange erhvervskvinder har det svært med det ”spil”, der foregår for at nå til tops på mange arbejdspladser. Og de nævner det ofte som den primære årsag til, hvorfor de ikke har lyst til at tilkæmpe sig en plads på direktionsgangene. Derimod er det meget almindeligt at forklare sine succeser med ”tilfældighedernes spil”. Og det er da også et rart kompromis, når man gerne vil fortælle om sine meritter og samtidig fremstå sympatisk og uden rundsave på albuerne. Men der er mange problemer i at tilskrive tilfældighedernes spil alle sine succeser. Det lægger vægt på en passiv strategi og trækker fokus væk fra kompetencerne – og i øvrigt er det vigtigt at være sig bevidst, at også tilfældighedernes spil er et strategisk spil, hvor det gælder om at være spilbar på rette tid og sted.

Vælg dine karrieremæssige sparringspartnere med omhu. Det hjælper ikke med gode råd fra nogen, der ikke er ambitiøse nok på dine vegne.

Langt de fleste kvinder bruger især deres partner og deres veninder som sparringspartnere. Men partnerne er sjældent uvildige. Og veninderne kan have behov for at få bekræftet deres egne valg ved også at se deres mest succesrige kvinder drosle ned. Så det er vigtigt også at sparre med uvildige mentorer og netværk, der har samme ambitionsniveauer som dig selv, så du kan være helt ærlig om dine karriere-ambitioner. Og hvor det udelukkende er det, der er i fokus. Hvis man er nybagt mor, kan det også være en god ide at sammensætte en karrieremødregruppe, hvor det er ok at lufte sine karrieremæssige ambitioner, samtidig med at man er nyder sin barsel.

Tænk på dine netværk og mentormøder som en – rar – pligt. Ellers løber det ud i sandet.

Mange erhvervskvinder har en tendens til at skubbe deres egne ønsker og behov i baggrunden i forhold til familien og presserende deadlines – og derfor melder de markant ofte afbud til netværksarrangementer eller inspirerende kaffemøder i sidste øjeblik. De ville så gerne og ved, de har brug for det for at kunne rykke videre på længere sigt – men i praksis lader det sig ikke gøre. Derfor er en god ide at begynde at tænke på sine netværksmøder, workshops og efteruddannelser som en pligt. En rar pligt, man glæder sig til. Men dog en pligt, der skal prioriteres lige så højt som vigtige arbejdsopgaver og familielivet. Ellers bliver det altid dem, man aflyser i en travl hverdag. Og så risikerer det hurtigt at løbe det ud i sandet.

Tillad dig selv at blive siddende lidt oftere og længere i ”herreværelset” – det er inspirerende at tale job og fag i sociale sammenhænge.

Kønsrollemønstrene er stadig så forholdsvis fasttømrede, at mange kvinder naturligt tilbyder at hjælpe med oprydningen efter et socialt arrangement. Man skal ikke kimse af hvor hyggeligt det kan være at sludre i køkkenet – men her indbyder rammerne ofte til snak om børn, familie og hjem – og hvis samtalen drejer i en alt for faglig retning, vil der ofte være en der siger ”nu skal vi ikke snakke job hele tiden”. Og dermed går glip af den passiar om jobs, verdenspolitik og helikopterperspektiver, der samtidig udspinder sig i stuen. Den slags snak – uanset om det er mænd eller kvinder, der fører den – er ofte stærkt inspirerende på karrierefronten og en god træning i den professionelle smalltalk, der ofte indleder vigtige møder. Desuden giver det indblik i andre brancher og man kan få vendt karrieremæssige problemstillinger i et tværfagligt forum, der ikke er syltet ind i arbejdspladsens intriger. Den slags snak bør man unde sig selv at deltage i engang i mellem. Og lade tage den tid, den tager.

Sæt ord på dine ønsker og karrieredrømme – ellers kan det være svært for andre at hjælpe med at opfylde dem.

En vigtig del af at være ”i spil” er, at man lader andre vide, hvad man drømmer om og stræber efter. Hvis de ikke ved, man er i spil, er det heller ikke så mærkeligt, hvis de ikke kommer i tanke om en, når det gælder. Eller man risikerer, at de tager forfejlede hensyn på ens vegne, fordi de tror, man er glad, hvor man er – eller ikke kan overkomme mere i forhold til børnene. Hvis alle derimod ved, hvad man ønsker sig, kan de også hjælpe aktivt med at videresende jobopslag eller lade et ord falde i rette sammenhænge.

Lad være med at afskrive dig selv på forhånd. Du kender ikke til alle udvælgelsesparametre. Alt for mange erhvervskvinder afskriver sig selv på forhånd og lader være med at søge stillinger, der ellers var øremærket til dem – enten fordi de helst ville spørges direkte, eller fordi de har en fejlagtig opfattelse, hvad stillingen kræver og derfor ikke mener, de er rette kvinde på posten. Meget ofte bliver de så indebrændte, når det viser sig, at en mindre kvalificeret mand løber med drømmestillingen – simpelthen fordi han søgte, og hun ikke gjorde. Det mindste man kan gøre for sig selv og sin karriere er aktivt at tilkendegive sin interesse. Også selvom det nogen gange er et long shot. Så ved lederne om ikke andet, at man er moden til udvikling og har én i tankerne, hvis andre udviklingsmuligheder byder sig.

Sæt dine egne standarder for, hvad det vil sige at være en god mor – og lad ikke andre give dig dårlig samvittighed.

Andre kvinder – veninder, mødre, svigermødre, sundhedsplejersker og pædagoger – kan være karrierens værste fjende. For der er en tendens til at ville skrue hinanden ind i en meget stereotyp og gammeldags opfattelse af, hvad det vil sige at være en god mor. Uanset, om en lille familie har skruet sit kønsrollemønster helt alternativt sammen og manden fungerer som den perfekte bagstopper derhjemme, skal erhvervskvinden mistænkeliggøres for at prioritere sin karriere højt. Elsker man at bage boller og kan man gøre det uden stress, skal man selvfølgelig gøre det. Men man bør aldrig håne andre kvinder for ikke at gøre det samme – og er man ikke typen, der elsker bollebagning, vil det være en fordel at stå frem som forbilledet, der hviler i valget af ved bollerne fra Kohberg, rengøringshjælpen og den færdigkøbte kartoffelsalat. Og bliver et godt eksempel på, at man sagtens kan have velfungerende børn alligevel.

Lad dig ikke handlingslamme af dine egne ambitioner – og lad dig ikke skræmme af mellemlederens trængsler.

Mange erhvervskvinder har en tendens til at stirre sig blind på udfordringerne ved den endegyldige målstreg. Udsigterne til topposten forekommer så uendeligt lange eller ser så afskrækkende ud på afstand, at de næsten ikke orker at begive sig af sted mod den. Her gælder det ofte om at sætte sig nogle delmål undervejs, som man føler en konstant udvikling frem i mod målet – og ikke mindst gælder det om at huske sig selv på, at nøglen til bedre balance lige så godt ligge i at træde et par trin op på stigen, som at træde ned. Ingen er så fleksibel som den administrerende direktør. Men på niveauet under er man ofte stresset og klemt.

Regn aldrig med, at andre spiller efter samme regler som dig – eller har samme opfattelse af, hvad der er professionelt.

Mange erhvervskvinder bliver oprigtigt forundrede, når de første omgang opdager, at ikke alle deres kolleger arbejder frem imod det samme fælles mål, men spiller deres egne spil og meler deres egne kage. På samme måde kan de nogen gange have en meget fasttømret opfattelse af, hvad der er ”professionelt” – for eksempel at man skal være short, sweet and to the point i vigtige møder. Og derfor sidder de tavst og venter på at ”mødet skal gå i gang”, og de kan levere deres guldkorn. Dermed går de helt glip af at deltage i den mindst lige så vigtige indledende smalltalk, der foregår lystigt mellem de andre mødedeltagere og ofte trækker så længe ud, at mødet overskrider den faste bagkant og hun er nødt til at forlade mødet, før det for alvor kom i gang. For at undgå den situation, kan det være en god ide i det mindste at være opmærksom på spillets regler og de sociale spilleregler på arbejdspladsen. Så kan man altid forholde sig til, hvorvidt man har lyst til at spille med eller introducere nye spilleregler. Men de må ikke blive ved med at komme bag på en.

Lad være at træffe valg på andre kvinders vegne – giv dem chancen for selv at sige til og fra. Tro aldrig, at det, der er det rigtige for dig, også er det rigtige for alle andre kvinder bare fordi, I har kønnet tilfælles. Mange overfører deres egne frustrationer over stress og manglende work-life-balance på andre nybagte mødre, uanset om det er relevant eller ej. Og fravælger ofte på deres vegne at anbefale dem til spændende opgaver, for ”de kan jo nok ikke overkomme det”. Det samme sker meget ofte, når en nybagt mor kommer tilbage fra barsel. Nogle vil gerne skånes – ingen tvivl om det. Men mange andre vil gerne hurtigt i gang med spændende opgaver, så deres arbejde føles meningsfyldt igen. Og bliver dybt frustrerede, når ledere og kolleger skåner dem så meget, at arbejdet kommer til at virke fuldkommen meningsløst – især når man samtidig lige har afleveret sit barn i vuggestuen. Det bliver ofte gjort i bedste mening – om ikke for kvindens skyld, så for børnenes. Men det er ofte et misforstået hensyn. Og meget vil være nået alene ved, at vi fremover bliver bedre til at lade andre træffe deres egne valg i stedet for at træffe beslutninger på andres kvinders vegne uden at have spurgt dem først.

– Giv chefen et fast håndtryk, klæd dig rigtigt og hold døren for andre.- 6 konkrete råd om høflighed og pli

 

Små detaljer har stor virkning, når du har med andre mennesker at gøre. Læs guiden til, hvordan du gør et godt indtryk på andre.

Hold døren – også for mænd

En god gammel traver inden for god takt og tone. Men den virker. Forskellen i dag er blot, at du skal holde døren for alle uanset køn. Ritualet viser, at du generelt er et venligt og høfligt menneske, der tænker på andre end dig selv.

Tænk over, hvad du siger

Hvis du har mange af dine kolleger – og din chef – som ven på Facebook, er det ikke smart at udbrede sig for meget om dine tømmermænd eller alt for personlige hemmeligheder på Facebook. Eller ude i virkeligheden på jobbet. Du skal heller ikke tapesere væggen ved dit bord med familiebilleder. Et par stykker rækker. Det handler om, at du ikke skal invadere arbejdspladsen med din personlighed, men holde en balance.

Vis respekt

På arbejdspladsen skal du vise chefen respekt, men du skal også vise respekt for dem, der er under dig selv. Det viser, at du har tænkt over dit eget forhold til andre.

Hils på alle om morgenen

Det virker næsten for banalt, men ofte glemmer man, at en lille ting som at hilse på sine kolleger, når man møder om morgenen, er et meget vigtigt ritual. Det viser, at du ser andre, er opmærksom og interesseret. 

Stang tænder på badeværelset

Lad være med at sidde i et åbent kontorlandskab og spis ved din plads, stange tænder eller tygge tyggegummi højlydt. Det generer andre meget mere, end du aner, og folk har generelt svært ved at brokke sig over det.

Behold skoene på

Kontoret er ikke dit hjem, og det er vigtigt, at du viser, at du kan adskille den profesionnelle side af dig selv fra den private. Når du smider skoene på arbejde, signalerer det, at du føler dig lige lovlig for meget hjemme, og det kan virke uprofessionnelt.

Kilde: Sanne Udsen, forfatter og cand. polit, har skrevet flere bøger om takt og tone.

Finanskrisen får amerikanere og tyskere til at strømme på høflighedskurser. Herhjemme taler vi mere om pli.

Giv chefen et fast håndtryk, klæd dig rigtigt og hold døren for andre.

Gode, gamle dyder er på højeste mode i USA og Tyskland, hvor flere og flere går på høflighedskurser for at lære, hvordan man opfører sig ordentligt over for andre mennesker.

Tendensen udspringer i følge flere udenlandske eksperter direkte af finanskrisen, fordi høflighed er en dyd, der kan gøre en forskel, når man søger – eller skal beholde – et arbejde.

Skille sig ud

At kende sin Emma Gad i detaljer gør, at man skiller sig ud fra mængden af jobansøgere og kolleger.

Faglige kvalifikationer og et langt cv gør det ikke alene i en tid, der betegnes som den værste krise siden Depressionen i 1930erne.

"I krisetider stiger efterspørgslen på at lære at opføre sig korrekt, fordi folk gør alt, hvad de kan for at overleve i en hård konkurrence," siger Peggy Newfield til Reuters.

Hun har i mange år har undervist i etikette på sin American School of Protocol i Atlanta og betegner interessen for kurserne som "eksploderet" det seneste år. Samme melding lyder fra andre "høfligheds-eksperter" i både USA og Tyskland.

Rigtige damer

I Tyskland er kurserne primært rettet mod arbejdsmarkedet, hvor kursisterne lærer at tale ordentligt til chefen, til kunderne, lærer at klæde sig rigtigt på til jobsamtalen, spise pænt, danse ordentligt og give hånd på de rigtige steder.

I USA er der desuden kommet et stort udbud af kurser og guidebøger til unge kvinder, så de kan lære sig kunsten af blive en dame.

Efter i mange år at have haft berømtheder som Britney Spears og Paris Hilton som rollemodeller, vælger flere og flere yngre kvinder at lægge den "slemme pige", der går til fest uden trusser, bag sig og i stedet tilegne sig klassiske kvindelige dyder.  

Dansk pli-krise

Danskerne er ikke hoppet med på bølgen, men høflighed – og specielt manglen på den – er et emne, der debatteres flittigt lige nu. Journalisten og forfatteren Peter Olesen afholder AOF-kurser i emnet til efteråret og udgiver i september bogen "Høfligheden. Hvad blev der af den."

Også økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen har fornylig givet danskerne en offentlig opsang om at være ordentlige mod hinanden.  

Dominique Bouchet, professor i sociologi og økonomi ved Syddansk Universitet, mener dog, at høflighedsdebatten herhjemme har et andet udspring end finanskrisen. 

"Danskernes fokus på høflighed kommer af forvirring. Gennem flere generationer har unge brudt grænser og regler ned. De søger nu at genoprette et kodeks for, hvordan man egentlig opfører sig, " siger Dominique Bouchet

Jeg har ikke tid

 

 

 

Her er lidt at spekulere på:

MIN TIPOLDEFAR arbejdede i 12 timer daglig – også lørdag. Det var en arbejdsuge på 72 timer. Ved siden af passede han en have med et lille hus, var kasserer i skyttelauget, strålefører ved det lokale brandværn, tenor og nodeskriver i sangforeningen. Han klippede selv sine 6 børn, forsålede familiens fodtøj, kløvede 8 kubikmeter brænde til vinteren, samt lavede det meste husgeråd selv.

MIN OLDEFAR var kommet, ned på en arbejdstid på 54 timer. Han overtog haven og var også strålefører. ligeledes var han medlem af skytte lauget, og i sangforeningen var han baryton. Men han havde ikke tid til hverken at være kasserer eller nodeskriver. Han klippede heller ikke sine 4 børn, og hans brændselshugst indskrænkede sig til 1 kubikmeter, fordi han var begyndt at fyre med kul. Husgeråd var da noget man købte.

MIN FARFAR arbejdede 48 timer om ugen. Også han var havemand og medlem at skyttelauget. Men han havde hverken tid til sang eller frivillige tjenester i brandvæsenet. Hans 2 børn gik til frisøren. Brændselshugst til vinteren? Nej, men han lavede lidt husflid nu og da.

MIN FAR er traditionstro og derfor medlem af skyttelauget, men han kommer der aldrig. Han har opgivet familiehaven. Den betaler sig ikke længere, og han har ingen børn hjemme. Brændsel og kul til vinteren? Næ, han har fået elvarme. Hvordan skal han ellers få tid til noget som helst i vor forjagede tid. Han arbejder jo trods alt 45 timer om ugen.

OG JEG? Jeg har overhovedet ikke tid til noget. Ikke tid til at synge og slet ikke til frivillig tjeneste. Hvordan skulle det dog gå til med en så opslidende lang arbejdstid på 37 timer om ugen?

14 faktorer der giver et langt liv

 

 

Man skal sætte sig nogle mål og udfordre sig selv til at nå dem på et bestemt tidspunkt, siger psykologiprofessor Robert S. Wilson fra Rush University Medical Center i Chicago. Og så skal man kaste sig ud i noget nyt for at stimulere sin hjerne, tilføjer han.

 

Géner har stor indflydelse på, hvor længe du lever. Men du kan også gøre meget selv. Og vidste du for eksempel, at børn af unge mødre lever markant længere?

Opskriften på evig ungdom er endnu ikke fundet, men der skal faktisk ikke så meget til, for at man kan holde sig frisk og rørig til langt op i årene.

Som vi skriver andetsteds på fpn.dk, tyder nye forskningsresultater på, at blåbær har en gavnlig effekt eksempelvis på kolesteroltallet og blodets sukkerindhold. Men også andre ”blå” fødevarer har vist sig gavnlige for helbredet, fremgår det af bl.a. sundhedssitet http://www.prevention.com, der har interesseret sig for den seneste forskning på området.

Nedenfor kan du læse mere om, hvad der kan være medvirkende til at give dig et langt liv. Nogle af faktorerne har du tilmed selv indflydelse på.

Faktor 1:

Din mor var ung, da hun fødte dig

I så fald har du dobbelt så stor chance for at blive 100 år som en person, hvis mor var over 25 år ved personens fødsel. Det er forskere fra University of Chicago, hvis undersøgelser har afdækket dette forhold. En forklaring på, at det at være født af en ung mor måske øger ens levetid, kan ifølge forskerne være, en ung mors æg har en højere kvalitet end en ældre mors æg

Faktor 2:

Du er tedrikker

Forklaringen er, at både sort og grøn te indeholder nogle antioxidanter, der er gode for hjertet. Forskere ved Tohoku-universitetet i Japan undersøgte 40.500 japanske mænd og kvinder, og undersøgelsen viste, at personer, der drak mindst fem kopper grøn te dagligt, havde mindre risiko for at dø af hjertekarsygdomme og andre sygdomme undtagen kræft end personer, der drak mindre end en kop te dagligt. Forskerkolleger er en anelse forbeholdne over for resultatet pga. af de observerede data og vil ikke umiddelbart anbefale indtagelse af store mængder grøn te. En af Tohoku-forskerne anbefaler dog mindst en kop grøn te dagligt.

Faktor 3:

Du bruger benene

Hvis man spadserer en halv time hver dag, lever man længere end personer, der ikke bruger benene i samme udstrækning. Det er konklusionen af en undersøgelse foretaget af forskere ved University of South Carolina blandt 2.603 amerikanske mænd og kvinder i alderen 60 og opefter.

Faktor 4:

Du har lagt sodavand på hylden

En amerikansk undersøgelse viser, at personer, der drikker mere end en flaske sodavand om dagen, løber en øget risiko for at udvikle et såkaldt metabolisk syndrom, der kan føre til f.eks. hjertekarsygdomme og type 2-diabetes. Ifølge Institut for Rationel Farmakoterapi er metabolisk syndrom karakteriseret ved nedsat virkning af insulin, der medfører ubalance i kroppens forbrænding af fedt og sukker.

Faktor 5:

Du har stærke ben

Det er en fordel for ens balanceevne og evne til at tåle belastninger, at man har en stærk underkrop, for det kommer en til gode, når man bliver ældre, og risikoen for at falde og pådrage sig skader, ikke mindst hoftebrud, vokser.

Faktor 6:

Du spiser blå fødevarer

Ny forskning viser, at blå druer, blåbær og rødvin indeholder polyfenoler. Det er en gruppe antioxidanter, der mindsker risikoen for hjertesygdomme. Muligvis nedsætter de også risikoen for at udvikle Alzheimers sygdom.

Faktor 7:

Du var normalvægtig som teenager

Teorien om, at normalvægt hos unge øger chancen for at leve længere, er baseret på resultatet af en undersøgelse blandt 137 amerikanere, som blev fulgt fra fødslen og indtil deres 28. leveår. Undersøgelsen viste, at de, der var overvægtige som 14-årige, havde øget risiko for at udvikle type 2-diabetes som voksne. En voksen diabetiker har fire gange så høj risiko for at udvikle hjertesygdomme som en voksen, der ikke har diabetes.

Faktor 8:

Du holder igen med de store bøffer

Der sker ikke noget ved at spise kød en gang imellem, men spiser man mere end et halvt kilo rødt kød om ugen, vokser ens risiko for at få kræft i tyk- og endetarm, viser en omfattende undersøgelse foretaget af det amerikanske kræftforskningsinstitut.

Faktor 9:

Du er højtuddannet

Personer med mere end 12 års skolegang og uddannelse har chance for at leve 12 år længere end medmennesker med en kortere uddannelse, viser en undersøgelse fra Harvard-universitet. Forklaringen er, at jo bedre uddannet man er, jo mindre er sandsynligheden for, at man ryger, siger forskere på universitets medicinske fakultet, der står bag undersøgelsen.

Faktor 10:

Du er glad for dine venner

Det modvirker stress at have et tæt og godt forhold til andre mennesker. Når man ved, at man er omgivet af mennesker, som støtter en, bidrager det til, at man kan holde sig sund og rask både fysisk og mentalt. Kronisk stress nedbryder ens immunforsvar og bevirker, at ens celler ældes hurtigere.

Faktor 11:

Dine venner har en sund livsstil

Der er hele 57 procents risiko for, at man selv tager på i vægt, hvis ens venner gør det, fremgår det af en artikel i New England Journal of Medicine. Hvis man vil leve sundt, er det derfor vigtigt at omgive sig med mennesker, der har den samme indstilling.

Faktor 12:

Du er ikke bange for udfordringer

Hvis man opfatter sig selv som et succesmenneske, der har stor selvdisciplin og styr på tingene, lever man længere og har op mod 89 procents lavere risiko for at udvikle Alzheimers sygdom end personer, der er knap så energiske og handlekraftige. Hvis man er god til at fokusere på tingene, bruger man mere hjernekapacitet. Man skal sætte sig nogle mål og udfordre sig selv til at nå dem på et bestemt tidspunkt, siger psykologiprofessor Robert S. Wilson fra Rush University Medical Center i Chicago. Og så skal man kaste sig ud i noget nyt for at stimulere sin hjerne, tilføjer han.

Faktor 13:

Du klarer husarbejdet selv

Et gennemsnitsmenneske, der udfører husligt arbejde i lidt mere end én time dagligt, forbrænder ca. 285 kalorier, og risikoen for at dø sænkes med 30 pct. ved at udføre husligt arbejde hver dag, viser en undersøgelse blandt 302 voksne, der aldersmæssigt var i halvfjerdserne og firserne.

Faktor 14:

Du er positiv, omgængelig og glad

Ifølge en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet American Psychologist har 17 pct. af amerikanerne et positivt syn på tilværelsen, og de har et bedre helbred end dem, der ikke har det godt med sig selv, svarende til 10 pct. De fleste af os ligger sådan lidt imellem.

Læs også: Lev længere

45 of Life’s Best Lessons

 

This was written by Regina Brett, 90 years old, of The Plain Dealer, in Cleveland, Ohio.

He wrote:

To celebrate growing older, I once wrote the 45 lessons life taught me. It is the most-requested column I’ve ever written.

My odometer rolled over to 90 in August, so here is the column once more:

 

 

1. Life isn’t fair, but it’s still good.

2. When in doubt, just take the next small step.

3. Life is too short to waste time hating anyone.

4. Your job won’t take care of you when you are sick. Your friends and parents will. Stay in touch.

5. Pay off your credit cards every month.

6. You don’t have to win every argument. Agree to disagree.

7. Cry with someone. It’s more healing than crying alone.

8. It’s OK to get angry with God. He can take it.

9. Save for retirement starting with your first paycheck.

10. When it comes to chocolate, resistance is futile.

11. Make peace with your past so it won’t screw up the present.

12. It’s OK to let your children see you cry.

13. Don’t compare your life to others. You have no idea what their journey is all about.

14. If a relationship has to be a secret, you shouldn’t be in it.

15. Everything can change in the blink of an eye. But don’t worry; God never blinks.

16. Take a deep breath. It calms the mind.

17. Get rid of anything that isn’t useful, beautiful, or joyful.

18. Whatever doesn’t kill you, really does make you stronger.

19. It’s never too late to have a happy childhood. But the second one is up to you and no one else

20. When it comes to going after what you love in life, don’t take no for an answer.

21. Burn the candles, use the nice sheets, wear the fancy lingerie. Don’t save it for a special occasion. Today is special.

22. Over prepare, then go with the flow.

23. Be eccentric now. Don’t wait for old age to wear purple.

24. The most important sex organ is the brain.

25. No one is in charge of your happiness but you.

26. Frame every so-called disaster with these words, ‘In five years, will this matter?’

27. Always choose life.

28. Forgive everyone everything.

29. What other people think of you is none of your business.

30. Time heals almost everything. Give time, time.

31. However good or bad a situation is, it will change.

32. Don’t take yourself so seriously. No one else does.

33. Believe in miracles.

34. God loves you because of who God is, not because of anything you did or didn’t do.

35. Don’t audit life. Show up and make the most of it now.

36. Growing old beats the alternative — dying young.

37. Your children get only one childhood.

38. All that truly matters in the end is that you loved.

39. Get outside every day. Miracles are waiting everywhere.

40. If we all threw our problems in a pile and saw everyone else’s, we’d grab ours back.

41. Envy is a waste of time. You already have all you need.

42. The best is yet to come…

43. No matter how you feel, get up, dress up, and show up.

44. Yield.

45. Life isn’t tied with a bow; but, it’s still a gift."