Hvordan skabes harmoni mellem Arbejde og Privatliv?

worklife balance 1

 

Af: Torbjørn Jørgensen

 

Igennem det seneste år får vi flere og flere henvendelser fra Danske virksomheder, der ønsker kurser og foredrag om, hvordan medarbejderne kan skabe harmoni mellem Arbejdet og Privatlivet. Det syntes at være en udbredt misforståelse, at familier ikke kan satse på begge dele – samtidig. Naturligvis kan de det. Der findes utallige eksempler på, at både far, mor og børn har fået et rigt og harmonisk liv gennem både at satse på karriere og på privatlivet.

 

Det handler om værdier, holdninger og adfærd.

 

I det efterfølgende vil jeg beskrive de enkelte værdinormer, der karakteriserer mennesker der søger konstruktive løsninger for et harmonisk arbejds- og privatliv.

 

Respekt for forskellighed.

 

Der er ikke 2 mennesker der kan eller skal kunne det samme. I parforholdet, som på jobbet handler det om at respektere det holistiske perspektiv som siger: hver for sig er vi halve, kun ved at respektere og bygge på vores forskellige værdier og holdninger kan vi blive et hele. Den ene kan være udadvendt, den anden indadvendt. Den ene kan være struktur- og ordens menneske, den anden kan være et frygteligt rodehoved.

”Hvis 2 direktører er enige om alt, er den ene overflødig”

”årsagen til, at mennesker skilles er ofte den samme som årsagen til at de blev gift”

 

Vi har alt for travlt med at ensrette hinanden. At vi alle skal mene, syntes og kunne det samme, selv om vi faktisk ubevidst søger det hos den anden part, vi ikke selv kan.

 

Opmærksomhed og ros

 

En grundlæggende dyd vi alle er alt for dårlige til. Vi griber gerne hinanden i at begå fejl, men formår sjældnere at fortælle hinanden, hvad han/hun gjorde godt.

Selv indenfor arbejdet med udviklingshæmmede har man de senere år opnået fornemme resultater gennem at være ressourcespejdere frem for at være fejlfindere.

Denne opmærksomhed og ros gælder både i privatlivet og på jobbet. Undersøgelser viser, at netop opmærksomheden er én af de vigtigste motivationsfaktorer, idet mennesker får lyst til at gøre tingene endnu bedre, når de får feed back på, hvad de allerede gør godt.

 

Opbakning og social støtte

 

Når din partner fortæller dig, hvad han/hun inderst inde har lyst til, har du kun én eneste måde at modtage budskabet på. At støtte den pågældende i at arbejde videre med sine mål. Det samme gælder i arbejdet. At gøre ALT hvad man kan for at få de enkelte medlemmer i gruppen til at nå sine personlige mål.

Det modsatte giver alt for ofte utilfredshed og lyst til at finde andre græsgange. Undersøgelser viser, at det koster virksomheden mellem 6 og 18 måneders løn at skulle sige farvel til en medarbejder. Skilsmisser koster endnu mere.

 

Åbenhed og kommunikation – dialog

 

Hvorfor er det vigtigt at gennemføre PU-samtaler (Medarbejder-Udviklings-Samtaler)? Fordi vi ikke får de vigtigste informationer gennem den almindelige daglige snak. Kun gennem den målrettede PU-samtale får vi medarbejderens inderste ønsker på bordet og dermed mulighed for at hjælpe ham/hende til at kunne realisere sine mål. Måske burde man gennemføre PUS- samtaler (private-udviklings-samtaler) sammen med den nærmeste familie. Denne artikels forfatter har gennem årene opnået meget gode resultater gennem at lytte til sin partner. Og omvendt. Men ingen kan sælge en hemmelighed. Derfor kræves en stor portion åbenhed, hvis begge skal lykkes med det de vil.

 

Frihed – at give og modtage frihed

 

Et parforhold skal, ligesom et jobforhold, ikke være en spændetrøje for den enkelte. Al den jalousi vi ofte oplever er energidrænende for alle forhold. ”Hvis du skal sådan og sådan, så vil jeg også sådan og sådan. Ægte kærlighed handler ikke om debet og kredit. Ægte kærlighed handler om at give fri. Det samme på jobbet: Orlovsordninger, studiefriheder, seniorordninger handler om at give den enkelte frihed til at vælge. En frihed der kanaliserer megen energi tilbage til virksomheden og til parforholdet.

 

At gøre sig attraktiv

 

Forfatteren Lola Baidel skrev en gang dette kendte digt:

”Jeg kan godt leve uden dig, men jeg vil helst ikke”

Digtet handler ganske enkelt om noget at det vigtigste i alle forhold: At gøre sig selv attraktiv, således at din partner ikke vælger dig, fordi han/hun SKAL, men fordi han/hun har lyst til at være sammen med dig. Fordi DU kan, GØR og VIL noget.

Hvordan gør man sig attraktiv? Ikke ved at kræve, men ved at GIVE. Ikke ved at forlange, men ved at VÆRE. Ved at være den du ER. Værdifuld for alle, ikke mindst for dig selv.

 

Flexibilitet

 

Jens Otto Krag sagde sandheden i 1972: ”Man har et standpunkt til man tager et nyt”. Hvorfor er det rigtigt? Fordi vores omverden forandrer sig hele tiden. Kun gennem forandringsvillighed (flexibilitet) kan man modsvare det mest drænende i et parforhold: ”Dum stædighed”.

Jeg kendte en som har følgende tekst på sin gravsten: ” xxx xxx født d. xxx, død d. xxx – han havde forkørselsret”.

Måske har din partner eller medarbejder lyst til at gøre sådan og sådan i dag, men måske ændrer behovene sig gennem tiden. Hvorfor ikke støtte ham/hende i sine nye behov?

 

Energi og positive livsholdninger

 

Der er alt for meget brokkeri mellem ægtefæller og i arbejdslivet. Man kan ikke smile eller være kreativ samtidig med, at man brokker sig. Hvis du vidste hvor mange medarbejdere og ægtefæller der, efter et kursus, ringer/skriver til mig og siger noget lignende som: ”Kan du ikke hjælpe mig, jeg kan simpelthen ikke klare den sure stodder (kælling)” han/hun bestiller ikke andet end at gøre vrøvl. Ofte over ting der ikke kan ændres ved.

 

Kvalitet – at forpligte sig til det excellente

 

Hvis din partner syntes, at han/hun ikke fungerer i dagligdagen fordi tingene ikke lever op til hans/hendes forventninger og krav. Så har du kun én ting at gøre: Hjælpe ham/hende til at finde noget bedre. Alt andet er at leve med laveste fællesnævner. Der er ingen andre end den pågældende selv, der ved, hvad der er kvalitet for ham/hende.

Det samme på jobbet: Utilfredsstillende og lav kvalitet er ikke til at holde ud i længden.

 

Indsigt og viden

 

Jeg kender et par, hvor den ene en dag sagde: ”Jeg har aldrig fået den uddannelse jeg gerne ville have. Men nu har vi mulighed for at klare os med kun én løn (hvis vi skruer lidt ned). Derfor vil jeg gerne starte på uddannelse xxx og yyy”.

Det eneste jeg kunne sige var et stort til lykke.

Tænk at få muligheden for, i en periode på 7 år, at berige sig selv og sin omverden gennem uddannelse og læring.

Det er et parforhold der vil noget.

 

At være 100% til stede – hele tiden

 

Både fra private og i erhvervslivet hører jeg igen og igen følgende replik: ”Han/hun lytter ikke til mig – han/hun er alle andre steder henne”.

Det kræver noget, men det er umuligt at følgende en spændende fodboldkamp samtidig med, at man lytter til sin partner, sine børn, sine kolleger.

Man kan ikke få den dybe og givende dialog, hvis ens mailboks står åben, eller hvis der konstant drøner sms beskeder ind på mobilen.

At være til stede 100% betyder det samme som at få den optimale samtale, som når man holder weekend på ødegården i Sverige.

Sådan kan man også gøre hjemme eller i virksomheden.

Den der har noget at sige om sit liv og sin fremtid har krav på 100% opmærksomhed.

 

Hvad er livskvalitet?

 

Den spanske filosof, Fernando Salvater, har i sin bog: ”Tanker fra en kannibal” sagt det på følgende måde: ”Livskvalitet er, at vælge og at tage konsekvenserne af sine valg”.

Hvis jeg vælger at være gift og få børn, så gør jeg det 100%, hvilket betyder, at jeg ikke brokker mig i tide og utide.

Hvis jeg vælger det job/ den uddannelse jeg er i gang med, så gør jeg det 100%, uden brok og vrøvl.

Hvis jeg vælger at være gift med én, der meget gerne vil løfte sin karriere på forskellig måde, så har jeg valgt, og så støtter jeg ham/hende i det mål.

 

At skabe harmoni mellem job og privatliv, handler ikke blot om vasketøj og rengøring og børnepasning. Det handler om værdier, holdninger og den adfærd dette afspejler. VIL man hinanden, så GØR man det rigtige, for den anden og for sig selv.

Skriv en kommentar