Indre dialoger. Hvad er facts; hvad er historier?

 

 

Hver dag har du et sted mellem 60 og 70 000 indre dialoger, nogle hævder helt op til ca. 12.000 i timen!

 

Af certificeret Lifecoach Pernille Falck.

 

 

Langt de fleste af disse foregår på det ubevidste plan; det er klart, ellers ville vi ikke være i stand til at begå os i en social kontekst.

Disse indre dialoger er vores indre byggesten. Det, som vores mønstre er bygget op af og derfor dem, der styrer vores liv.

I perioder kan vi bruge urimeligt lang tid på at lade disse indre dialoger få frit spil og køre derudaf i frihjul.

 

Case:

En klient fortalte mig at hvis hendes mand vrisser og virker sur en dag kan det gå ”helt galt” for hende.

Fra mandens vrissende kommentar til hun står og overvejer om de mon skal skilles, går der ca. 5 sekunder!

Denne indre dialog går i al sin enkelthed ud på at ”samle beviser”.

 

Det at manden vrisser, sætter gang i et tankemønster som fortsætter med følgende ”deduktion”:

Han er sur = jeg må have gjort noget forkert = jeg er et dårligt menneske = jeg er ikke værd at elske = når jeg ikke er værd at elske, elsker han mig ikke mere = han vil skilles.

 

Hvad gør jeg? Spørger hun sig selv.

 

Først når kvinden når helt ud i denne yderste konsekvens, vågner hun op/ bliver bevidst om tankemønstret. Nu er hun blevet rigtig ked af det, selvom hun godt med sin sunde fornuft, kan se at der ikke er nogen skilsmisse under opsejling.
Først på dette tidspunkt sætter denne anden stemme ind.
Den stemme som fortæller hende at det ikke er rigtigt. De skal ikke skilles.
Denne stemme får bare ikke nok kraft, fordi den anden er så stærk.
Den er som en muskel der er blevet trænet ret så meget, ved at have været en del af hendes tankemønster i mange år.  

Hendes mission blev at lære at sætte udråbstegn! i stedet for lighedstegn =. At ”træne den svage muskel”.

Prøv engang at forestille dig den forskel det gjorde for hende da hun lærte hvordan hun kan stoppe dialogen, inden den kommer i gang. Altså umiddelbart efter ”han er sur”!  

 

At kvinden sætter lighedstegn mellem mandens vrissen og sin egen utilstrækkelighed, skyldes i høj grad den menneskelige evne til at fortælle historier. Disse historier tager altid udgangspunkt i noget konkret/ en hændelse.
Når vi så er i en følelsesmæssig skrøbelig tilstand, har vores hjerne det med at få automatpiloten til at overtage styringen. Der bliver suset rundt i alle hjørner for at samle beviser eller referencer.
Disse referencer er med til at overbevise os om at den oprindelige tanke var rigtig. Vi bliver en slags advokater eller politifolk, der samler beviser ind til vores egen indre Højesteretsdommer.

 

Indre dialoger er forskellige fra person til person.
Nogle kan ikke tage en beslutning uden at tage en lang snak med sig selv. En snak som tit ender i ”hvad nu hvis og hvad nu hvis?” Denne, nogen gange meget lange dialog, ender tit og ofte med at man ingen beslutning tager, da det kan være temmelig uoverskueligt at kende konsekvenserne af alle disse ”hvad nu hvis´er” på forhånd.

 

 

Har du nogensinde set en kæmpe elefant der står bundet til en pæl i et cirkus?

Man kan undre sig over at den ikke bare hiver pælen op og går sin vej.

Forklaringen er, at da den var lille og ikke så stærk som nu, bandt elefantpasseren den til en solid stålpæl, som den ikke kunne rive op.
Den prøvede – men den var ikke stærk nok, dengang.

Da der ikke er nogen som har fortalt eller vist den voksne elefant at den nu kan hive pælen op så let som ingenting, tror den stadig at den ikke kan. Den tror således stadig at den gamle historie er sand.

Kan du se pointen eller er du stadig bundet til pælen og tror at du ikke kan rive dig løs?