9 måder at snyde dig bedre end du er

 
 

Med enkle og diskrete virkemidler kan du manipulere folk til at tænke om dig, som du vil have det – og dermed få det nemmere, både på jobbet og i privatlivet.
 

 
1. Fremstå som en "team-player"
Hvis vil give indtryk af at være en loyal medarbejder, der er god til samarbejde, så stil et billede af din hund frem på skrivebordet – eller af en andens hund om nødvendigt.
Andre mennesker vil ubevidst associere hundens kerneværdier med dig og antage, at du også er trofast og uden svig. De vil endda selv opføre sig mere loyalt over for dig.
Det gælder dog ikke, at hvis ét hundebillede er godt, er hundrede hundebilleder hundrede gange så godt: Det virker uprofessionelt at have for mange private billeder på jobbet.
 
2. Før dig frem som en magtperson
Hvis du har svært ved at slå igennem som leder på arbejde, så tænk "begravelse": Tag sort tøj på og lad være med at smile så meget, som du plejer.
Mennesker i sort tøj – især i uniformer – opfattes som mere dominante end folk i mere kulørt påklædning.
Og et neutralt ansigtsudtryk forbindes med højere status i hierarkiet – det være sig på arbejde eller i andre gruppesammenhænge.
 
3. Skab en varm forbindelse
Hvis du ønsker at give indtryk af at være en varm person fx på din chef, så er den enkle løsning at tilbyde at hente en kop varm kaffe til hende.
Du bliver så stående og småsnakker, mens chefen sidder med den varme kop og får lunet hænderne.
Den dejligt varme fornemmelse skulle ubevidst blive overført til dig.
Bare husk at skynde dig væk, hvis din chef hellere ville have en iskold sodavand end en kop varm kaffe.
 
4. Få ham til at erklære sin kærlighed
Hvis du er en kvinde, der fisker efter den store kærlighedserklæring, så sørg for at gøre det i omgivelser, der er neddæmpede både i udseende og lyd.
Møbler med afrundede hjørner, bløde feminine farver og diffust lys får mænd til at opføre sig mere feminint, herunder at plapre løs om sine inderste følelser.
Du må så bare håbe, at det er de rigtige følelser, som du befordrer med de ærligheds-stimulerende omgivelser.
 
5. Skab kontakt med berøring
Det har længe været en kliche, at fx butikspersonale kort skal berøre kundens hånd, når de giver penge tilbage, fordi det efterlader et positivt indtryk.
Men derfor er det stadig sandt, at hvis du kan røre ved folk på den rigtige måde, så får du etableret en ubevidst positiv forbindelse med dem.
Bare lad være med at overdrive. Det kan give bagslag at gramse.
 
6. Det man siger er man selv
Hvis du vil virke eksotisk og sporty, så tal i begejstrede vendinger om din dykkerferie på en Stillehavsø. Hvis du vil virke intellektuel og eventyrlysten, så tal indtrængende om din ekspedition som pingvin-forsker i Antarktis.
Den måde vi taler om vores oplevelser, smitter af på folks oplevelse af os. Når vi beskriver en følelse på en levende måde, vil tilhørere ubevidst hæfte den følelse på os selv.
 
7. Fremtryl et forbillede at spejle dig i
Hvis du vil gøre et generelt godt indtryk på folk, så tal om en person, som du ved eller gætter på, at de beundrer. Hvis du kan få manet det beundrede forbillede frem i bevidstheden hos dine tilhørere, vil de ubevidst associere dig med denne person.
 
8. Vær et spejl for dem du vil gøre indtryk på
Den største smiger er efterligning, og du gør et stærkt positivt indtryk, når du med dit kropssprog spejler et andet menneske.
Måske gør du det allerede selv ubevidst, men ellers så prøv diskret at stå på samme måde som chefen gør og udfør de samme håndbevægelser.
Den rette dosering er dog helt kritisk for dette virkemiddels succes.
 
9. Få rodehovedet derhjemme til at rydde op
Hvis der lugter rent, vil folk ubevidst prøve at gøre det lidt mere ryddeligt omkring sig.
En duft af rengøringsmiddel burde derfor i sig selv være nok til at få manden/konen/ungerne derhjemme til at lette bagen og sætte de snavsede tallerkener ud i køkkenet.
Du kan nøjes med at dryppe lidt rengøringsmiddel hist og pist – der er jo ingen grund til at gå til ekstremer og ligefrem gøre rent for at være et eksempel til efterfølgelse.

Kilde: Cosmopolitan

Skriv en kommentar